Hvorfor denne blog?

Jeg har en voksende skrivekløe. Egentlig har jeg altid syntes godt om at skrive, og jeg har da også - for ganske nyligt - udgivet bogen PisseGod Ledelse sammen med en medforfatter. Bogen var mere end 2 år undervejs. 

Men måske er det først på sin plads, at fortælle lidt om mig.

Jeg er en mand i min bedste alder (58) som i de seneste år gennemgår dramatisk forandring i mit liv. En forandring der er så omsiggribende, at jeg aldrig i min vildeste fantasi, havde set det komme.

Egentlig er det en kæmpe fortrydelse, at jeg ikke har ført en slags dagbog. Så havde jeg i det mindste en slags journal over min udvikling og forandring. Jeg glemmer så nemt, og opdagelser forsvinder i glemslens tåge.

Men på den anden side kan jeg godt have det svært med, at være 100% konsekvent med at gennemføre noget over en længere tidsperiode, hvor jeg SKAL gøre noget. Dette 'SKAL' er selvfølgelig noget jeg pålægger mig selv, og jeg er sandsynligvis bare for streng ved mig selv. For det betyder - for mig  - at jeg skal gøre det nærmest dagligt, og det er jo egentlig noget vrøvl. For hvad ville der ske, hvis jeg springer nogle dage over? Sandsynligvis ingenting.

Nå, men jeg er meget reflektorisk anlagt, og jeg tænker, at jeg vil bruge bloggen til at dele udvalgte refleksioner. Min hensigt er at være ærlig, og gerne at vise min sårbarhed. For jeg føler ikke jeg har grund til at skjule noget.

Men tilbage på sporet. Idéen om at jeg en dag vil skrive en bog om min 'dark night of the soul' / forandringsproces vokser i mig. Og denne blog kan være en hjælp for mig selv.

Hvis jeg så tilmed kan inspirere og glæde andre, vil det kun være godt.

Om mig

Mit liv har budt på så mange oplevelser at jeg sagtens ville kunne skrive en tyk bog om det alene. Mindre må dog gøre det her.

Jeg kom ind i denne verden i 1965 og ind i en familie som også kom til at bestå af min lillesøster (1969) og min mor og far. Det var en opvækst som var præget af, at min mor kom fra en (streng) kultur på landet, mens min far kom fra en løsere kultur i byen. Så jeg har - i min barndom - både leget på stenbroen i centrum af Aalborg og på brændestakken og møddingen på gårdspladsen i det lille husmandssted ved Kolding.

Jeg blev ret hurtig en lidt mærkelig og måske også lidt ensom dreng med nørdede tendenser. Skolearbejdet var let for mig. Det kneb lidt mere med det sociale, og dengang ønskede jeg bare, at være en del af flokken.

Omkring 1977 flyttede mine forældre på landet ud til en lille landsby, hvor kulturen nærmest havde været uændret de sidste mange år. Der var stadig et mejeri, en bager, en manufakturhandler, et forsamlingshus, en købmand og en brugs. Nu er der nærmest ingenting. Det var en skole som bød på meget mere styring (kæft-trit-og-retning) hvilket nærmest gav mig et voldsomt kulturchok. Pludselig fik jeg at mærke, at jeg ikke længere var "nr. 1" i skolearbejdet (hvilket sikkert har været godt for mig at mærke), og jeg måtte slide bare for at komme på niveau.

Selvom jeg fik venner og på mange måder faldt til, var det dog byen som jeg stadig sværmede for. Så da jeg fik knallert, brugte jeg friheden til at køre mange ture ind til Aalborg.

Min onkel (på min fars side) blev min inspiration hvad angår min karrierevej. Jeg elskede at følge hans tossede småprojekter, som gjorde at han blev radiomekaniker. Jeg ville det samme. Jeg forsøgte så at blive teknikumingeniør, men det var ikke en tilstrækkelig kritisk masse til, at holdet blev til noget. Så jeg tog en 4-årige mesterlære uddannelse som "datamekaniker" hvilket betød en kombination af software og svagstrøm.

Allerede i 1990 mens jeg stadig var under uddannelse hos Brüel og Kjær i Nærum, var jeg udstationeret i Montréal i Cananda i 1/2 år. Stor var min appetit på, hvad der skete ude i den store verden, og det var på mange måder en stor oplevelse.

Mit første rigtige job fulgte i 1990 som ansat hos Dancall i Pandrup. Næsten samme tid blev jeg også gift med Nuchjarin (og jep - vi er stadig sammen). Jeg var god til mit job. Logik og struktur har jeg det nemt med, men jeg kom ret hurtigt ind på en ledelsesvej (og den var knapt så logisk, fandt jeg hen ad vejen ud af).

Set i bakspejlet kan jeg se, at den kvalitet hos mig som gjorde, at jeg blev leder, var min altid store ansvarlighed. Det alene gør så ikke een til en god leder, men det var sådan det blev.

En lang karriere fulgte indenfor telecom og mobilkommunikation. I 1999 blev jeg headhuntet af en asiatisk virksomhed og i år 2000 rejste jeg til Singapore, for ikke at vide, om jeg nogensinde kom hjem igen. Jeg fik familien med derud i 2001 (min datter var i mellemtiden kommet til), og vi boede derude indtil slutningen af 2004.

Jeg kom så tilbage til min ledelseskarriere og telecom, og det varede ved indtil det hele braste sammen i 2008 (finanskrisen). Det blev starten på nogle tummelumske år: Først havde jeg en stilling i København, hvor jeg blev pendler. Her arbejdede jeg i en virksomhed som udviklede software til finansielle institutioner. Det var et år i helvede hvad angår en anderledes arbejdskultur og det faktum, at jeg "efterlod" min datter som havde det svært i denne periode.

Herefter kom jeg til Grundfos. Jeg kunne på det tidspunkt nemt finde arbejde, og jeg stod med 2 valgmuligheder, men valgte med hjertet (sagde nej til en stilling med bedre løn og vilkår). Så her var jeg fra 2018.

Det gik dog kun langsomt op for mig, at det var en traditionel, industriel virksomhed jeg var havnet i. Der er gode såvel som dårlige ting at sige, men det er karakteristisk for disse virksomheder, at de er meget traditionelt opbygget med hierarkier og status-symboler for ledelsesrollerne.

Det er svært at sige, hvornår det helt præcist opstod. Måske i 2013, men pludselig befandt jeg mig i en omorganisering, som jeg også kunne skrive tykke bøger om. Jeg havnede dog i en relation til en ny leder som jeg næsten har lyst til at kalde for "abusive" og hvor den del af organisationen jeg var ansvarlig for, fik stadig ringere vilkår. Jeg følte mig så trængt tilsidst, at jeg valgte at trækket et whistleblowerkort ift. nogle grove forsømmelser, som jeg så i min del af virksomheden.

Resultatet blev, at jeg efter kort tid (2018) gik ned med stress, og i øvrigt blev opsagt 2 uger inde i min sygdom.

Der fulgte en periode, hvor jeg tænkte jeg skulle finde et nyt lederjob. Men dels var jeg ikke klar oven på en barsk oplevelse, og dels var det som om at alle døre pludselig var lukkede.

Der fulgte en periode som selvstændig ledelseskonsulent i "iBlowyournind". Jeg fik aldrig rigtig gang i det for alvor, bortset fra en 1 år lang tjans som jobkonsulent for AS3 (freelance). Men jeg blev skarp på det, at skrive et CV og en ansøgning :-)

I perioden op til mit sammenbrud i 2018 havde jeg af Grundfos fået bevilliget en uddannelse indenfor master hypnose og master NLP. Jeg havde svært ved at forklare hvorfor jeg var motiveret for at lære det, andet end at jeg allerede brugte NLP og var sulten på endnu mere viden.

Men som dørene blev ved med at smække på arbejdsmarkedet (nogle gange lige for næsen af mig) begyndte det langsom at gå op for mig, at jeg nok slet ikke skulle være leder mere. Men at jeg skulle "videre", uden dog helt at vide, hvor jeg skulle hen og hvad jeg skulle lave.

I januar 2022 tog jeg så et skridt ud i hypnosens og terapiens verden og etablerede "dinhypnoseterapeut". Det kneb stadig for mig at lave forretning på det. Januar 2023 skiftede jeg så navn til Hypnose Nord.

Men i løbet af året fik jeg kontakt med Tonny i Hypnose Syd. Vi havde mødt hinanden uden rigtig at forholde os til, at vi begge var uddannede hypnoseterapeuter. Det gik dog op for Tonny, og jeg fik en henvendelse om, om jeg kunne tænke mig at være med på en rejse mht. at få virksomheden epIQlearning i gang (hypnose til skoler, institutioner og virksomheder). Det er vi så stadig i gang med, så jeg har egentlig pt. gang i 2 virksomhedsopstarter :-)

Det bør også tilføjes at jeg i perioden 2020 - 2022 blev politisk vækket og engageret. Jeg var Frihedslistens første partiformand (fra Januar 2021) og mit hjerte brænder stadig for at frisætte mennesket, og at det skal være mennesket før systemet. Jeg nåede at være opstillet til kommunal og regionsrådsvalget i 2021, men jeg er stort set ude af alle aktiviteter nu, bortset fra min støtte og opbakning.

Min dark night of the soul

Når jeg ser tilbage på mit liv, kan jeg godt få øje på, at jeg altid har været en smule anderledes, og at jeg har set en smule undrende på verden. Ud af den ensomhed og anderledeshed jeg følte i mine unge år fødtes dog et temmelig robust og internt refererende menneske. En smule små-rebelsk måske. I hvert fald når det gælder falske autoriteter (mennesker som gemmer sag bag ved deres magt og status, uden at de nødvendigvis har de nødvendige kompetencer), men i hvertfald et menneske med et stærkt selvværd. Det menneske som jeg beskriver har det svært med ordet "konform". Dertil er jeg alt for egenrådig. Men jeg kan naturligvis være konform, når jeg vælger at være det (hint: der er ikke en fold der sidder forkert, når jeg har min piper uniform på).

Da jeg begyndte at gå ad ledelsesvejen var jeg i starten mest fokuseret på at gøre det som de andre ledere gjorde. Men stille og roligt fandt jeg mig selv, som det empatiske og ansvarsfulde menneske jeg er. Det medførte en progressiv "opstigning" gennem hierakiet. I 29 år gik jeg fra job til job, og stod nogle gange med flere tilbud på hånden. Men det var også 'noget for noget', og jeg kunne godt mærke, at jeg i min travlhed forsømte mig selv. Hamsterhjulet kræver sin pris, og det gjorde ondt på et menneske som er så reflekterende som jeg.

Der var dog også noget andet som begyndte at udfordre mig. I takt med at jeg fandt længere ind til min egen kerne, og samtidig steg i graderne, begyndte jeg at få mere modstand fra enten sideordnede eller mine egne ledere.

Bestemt ikke dem alle, for der har også været flere positive eksempler.

Det handlede næsten altid om, at jeg (uforvarende?) kom til at træde dem over deres ego, oftest ved selv at være det gode eksempel på den leder, som jeg drømte om at være.

Og så har jeg haft det svært ved at skjule min mangel på respekt, hvis jeg skal ledes af et menneske, som jeg i grund og i bund, ikke har respekt for. For derved bliver det jo et forhold som er funderet i frygt og angst (for konsekvenserne som at bliver fyret).

For eksempel kan det handle om at vedkommende er på et lavere udviklingstadie. Det lyder frygteligt arrogant når jeg skriver det, men sådan skal det ikke opfattes. Men jeg har - alt andet lige - arbejdet rigtig hårdt med at udvikle mig selv. Det betyder imidlertid ikke, at jeg går rundt og tror at "jeg er bedre", for jeg har ikke et sådant form for konkurrencemindset. Jeg tænker, at der er plads til os allesammen. Men det er desværre een af ulemperne ved hierarkierne, at man nemt kommer til at skal underlægge sig nogen, som har nået deres niveau af inkompetence ("Peter princippet" kaldes det). Og omvendt kan jeg da erindre situationer, hvor det har været modsat: Hvor jeg netop havde respekten, og sagtens kunne lade mig lede og har kunne finde en vis tryghed i, at min leder har integritet og passer på min ryg.

Jeg har nok bare, grundet min aversion mod konformitet, svært ved at undertrykke hvem jeg egentlig er, og det var den form for modstand, som jeg fik mere af, og som tilsidst førte til mit stresssammenbrud i slutningen af 2018.

Lidet var jeg klar over, hvilken omfangsrig og krævende proces der ventede mig forude.

Jeg har allerde skrevet lidt om, at jeg nu mødte alvorlig modstand. Det var som om, at universet nærmest smækkede alle døre i foran næsen af mig. Ingen jobs til mig, og begrænset med held til at starte noget op selv.

Jeg blev spirituel anlagt, og tænkte at det måske var en højere mening med tingene, og de næste år bød på flere helende temaer, som jeg måtte igennem:
Den første var at erkende min tendens til at tage ansvar. Den er så stærk, at jeg kan komme til at køre mig selv helt ud over en kant, hvis jeg føler mig ansvarlig for andre eller for en sag. Det var der stressen kom ind i billedet. Min læring er, at jeg slet ikke kan hjælpe nogen, hvis jeg kører mig selv helt derud. Jeg kan også komme til at fratage andre mennesker deres egen læring. Så min læring har været, at skulle balancere min ansvarlighed.

Mit næste tema blev, at jeg måtte udskille lederen fra min identitet. "Jeg er ikke leder", men "jeg kan lede" er 2 vidt forskellige ting. Det blev et længerevarende tema, og det er ikke vigtigt for mig, at være leder længere. At separere sjæl og ego blev et undertema til dette, og jeg fik øje på mit eget ego, og hvor det havde taget styringen. At tænke på at jeg i 2 år skrev på "min" ledelsesbog "PisseGod Ledelse" mens jeg var i fuld proces med at "udskille" lederen er tankevækkende, men måske også i grunde, ganske positivt. For er den bedst leder i grunden ikke een, som ikke ønsker at være det? I tilknytning til det med lederen har det handlet om at transcendere mit eget ego.

Tredje tema blev en dyb erkendelse af, hvor lidt jeg i grunden kan kontrollere, og at det er helt okay, at det er sådan. For faktisk kontrollerer jeg kun min egen handling, og det var der jeg fik fat i stoicismen, som interesserer mig meget. Mine tanker og følelser er jeg ikke i 100% kontrol over, og eftersom jeg gennem hypnosen ved, at ca. 90% af ens samlede bevidsthed er ubevidst, kan man også diskutere om man egentlig er kontrol hvad angår ens målsætning og ønsker (man bliver nemt præget af andre).

Et fjerde tema er, at kunne rumme min egen frygt og at leve i nuet. Jeg kan - engang imellem - godt blive overmandet af en stærk frygt over, hvordan det skal gå med mig. Men jeg er blevet bedre til at anerkende følelsen som en del af mig, og lader den blot passere igennem mig. For jeg erkender også, at jeg kun har nuet, og at mine bekymringer jo ligger ude i en fremtid, som ikke er sket endnu.

Jeg har i lang tid kaldt det for min "metamorfose", altså det med at larven bliver til en sommerfugl. For at det kan ske, må noget af larven dø / gå til. Det kan være en sorgfyldt proces. Men den kan ikke accellereres, hvis der skal kunne komme noget godt ud af det.

Jeg er der lige nu, hvor jeg stadig er lidt famlende mht. hvilken retning mit liv skal tage, og hvad jeg i det hele taget skal leve af. Jeg bilder mig selv ind, at jeg vil møde flow og fremgang, når jeg får den nød knækket, og når jeg er helt færdig med at ryde op i mine gamle traumer (for hvem ved, om der stadig er læring som jeg mangler at integrere). Indtil da gør jeg som W. Churchill sagde: "If you are going through Hell, keep going!", nemlig at sætte den ene fod foran den anden, og hele tiden at flytte mig.

Man skal huske på, at alt dette skete omtrent samtidig med Covid og de begivenheder som er fuldt efter (Ukraine mv.) Hvis min udvikling havde været stejl indtil da, blev den nærmest lodret med Covid:

Dvs. jeg reagerede som de fleste andre i marts 2020, og mundbindet kom på. Jeg havde det stadig på i sommeren 2020, men langsomt begyndte jeg at undre mig. Jeg fornemmede falske agendaer og at noget ikke mærkede rigtigt, og det kom af i efteråret 2020. Mange vil nok sige, at jeg er temmelig langt nede i kaninhullet. Og det er også muligt, men husk på, at jeg er et søgende og nysgerrigt menneske. Jeg har dog også et åbent sind, og kan sagtens balancere med flere hypoteser, uden at jeg nødvendigvis behøver at gøre een bestemt af dem til min tro.

Så var det, at jeg stødte ind i begrebet "dark night of the soul".

Man kan måske godt sige, at sjælen er ulykkelig og gennemgår en mørk periode, men det handler mere om at ego'et transcenderes (ego'et dør aldrig helt, tror jeg). Og ego'et overgiver sig ikke frivilligt. Det gemmer sig inden i een selv, og mange mennesker tror de er deres ego. Men med erkendelsen af, at man ikke er sit ego (eller sin personlighed, om man vil), kan man jo godt blive i tvivl om, hvem man så i grunden er? Så "dark night of the soul" er en slags seriøs identitetskrise eller spirituel depression. Den går ud på, at man er ved at finde sig selv / sit højere jeg.

Jeg tror også, at det handler om at jeg har været på en bevidsthedsudviklingsrejse, og jeg simpelthen er nået til et punkt hvor det bare kræver det mere, inden jeg kan frigives til det næste niveau.

Og ALT ændres. Ens relationer, ens værdier, ens ambitioner, ens syn og tro på verden.

Jeg har også oplevet uforklarlige smerter samt - i perioder - en kæmpe træthed, hvor jeg sagtens kan sove 9-10 timer i træk (og stadig have behov for en "morfar"). Jeg har også oplevet, at min krop efterspørger en anden (og mere sund) form for kost, og at min intuition er styrket. Flere af dem som har mødt mig har også påtalt min indre ro (indrømmet - nogle gange har jeg dog tænkt "de skulle bare vide"...)

Man kan måske også sige, at jeg er blevet mere "hel". I vores samfund lever næsten alle mennesker oppe i hovedet, og der er ikke meget plads til hjertet. Men det må man sige, at jeg har fået fat i.

Så denne blog kommer til at handle om aspekter af den proces jeg gennemgår, og kommer til at handle om mine refleksioner og oplevelser. Jeg har tænkt mig at være hudløs ærlig og at lægge min "egen røv på kogepladen", for jeg føler ikke jeg har noget at være bange for, eller at miste (kun mig selv, og det er jeg ikke parat til).