Man kan nyde, inden man skal yde
Jeg vågnede til lyden af heftig regn. Det lød voldsomt, men jorden trænger nu også.
Jeg kom dog hurtigt til at tænke på, at det er længe siden jeg har fået renset afløbet foran garagen, og - halvnøgen som jeg var - tog jeg en kigger ud af hoveddøren: Dælens også ... der lå allerede en sø, og så vidste jeg, at vandet også var i garagen, hvor der tilmed lå værktøj på gulvet.
Så det var hurtigt i noget tøj og ud i regnvejret for at fjerne proppen.
Det positive er, at jeg blev vågen af den kolde, omend forfriskende regn.
Jeg læser som bekendt stadig i bogen "Power vs. Force" af David R. Hawkins, og den bog vil holde mig beskæftiget i nogen tid.
Jeg kom forbi et kapitel, hvor jeg virkelig havde gang i overstregningstussen. Kapitlet handler om, hvordan nogle mennesker søger til alkohol eller stoffer for at "tåle tilværelsen". Der argumenteres for, at disse mennesker - såvel som dem der ikke drikker eller taget stoffer - oplever høje og positive bevidsthedstilstande (via følelser) i flæng. Problemet er blot, at de SAMTIDIG mærker de lavereliggende følelser, som fx kan være et resultat af ubehandlede traumer. Påstanden er derfor, at stofferne eller alkoholen undertrykker de lavere tilstande (for en tid, som bekendt).
Det tror jeg på. Nu skulle jeg mene, at jeg selv hører til dem, som har ryddet meget op i mine egne sindsmæssige kroge. Så når jeg oplever de gode tilstande, oplever jeg dem nok mere rent. Men det siges, at de højere tilstande er ekstremt kraftfulde, og at der kun er få af os, som oplever dem rent. Og de kommer ofte i par. Lad mig give et eksempel: Kærlighed følges ofte af jalousi. Og hvad er jalousi? Frygt / angst (for at miste).
David skriver også om brug af psykedeliske stoffer, herunder at de kan vise høje tilstande i glimt. De kan altså give indsigter, men han advarer samtidig om, at de kan skabe en form for gæld, for du har ikke nødvendigvis gjort det indre arbejde der skal til, for at du kan opnå indsigterne.
Nu kommer der så en samfundsbetragtning, som jeg synes er interessant, da den satte mine tanker i gang:
Vores samfund idealiserer aspekter som er uden belønning eller fornøjelse: Hårdt arbejde, selvopofrelse, tilbageholdenhed og han nævner faktisk også stoicisme, hvilket jeg måske har det lidt svært med, men det er godt at få få en ny vinkel på. Det er jo sådan set rigtigt, at stoicismen går ud på, at man indstiller sit mindset til at "nøjes" med det liv man har fået, men det rummer samtidig en komponent til at handle.
Samfundet nægter samtidig nydelse, selv i sine simple former, og kan endda finde på at erklære dem ulovlige (her nævnes det, at politikere forstår dette forhold udmærket). Nydelse er noget, som bliver udskudt. Det har fx været tydeligt i måder som kristendommen har været praktiseret på, hvor nydelsen (paradiset) først venter for enden af livet. Jeg kunne også have valgt at nævne pensionsalderen, som vi har det med at flytte. Der ligger hele tiden en undertone af, at "mennesket er dovent" over tingene, som det fx kan ses i ledighedssystemet. Her skal individet presset og kontrolleres.
Samfundet legitimerer uopfyldte løfter og lokkemidler, men en egentlig tilfredsstillelse nægtes. Tag nu fx. brug af sexualitet i reklamer, hvor reklame er OK, men betalings-sex betragtes som dårlig moral.
Jeg vil dog anføre, at systemet tilbyder visse former for "tilfredsstillelse", men pas på her ... for der er tale om afledninger og eskapismer i forklædning. Jeg kan i flæng nævne: Sport, forbrug og underholdning.
Vi danskere er oven i købet så heldige, at vi har janteloven. Den skyder den sidste rest af tilfredsstillelse ned, i hvertfald skal du ikke tro, at du er bedre end os. Og husker du forresten vores nationale overbevisning "man skal yde, før man kan nyde"?
Historisk set har alle overklasser opnået deres status ved at opretholde en form for puritansk etik, men hvor underklassen har måtte lægge det hårde slid, mens fornøjelserne var forbeholdt denne elite. Tendensen er blevet en opdeling mellem dem som har, og dem som ikke har.
Sidst, men ikke mindst skyder David vores tilgange til at bekæmpe fx. stoffer, ned:
Vi går efter at behandle problemet, ikke årsagen. Det gør vi ved fx. at forbyde / kriminalisere brugen af stoffer, hvorved vi dog inddirekte er med til at skabe et ulovligt marked, der er så lukrativt, at det fodrer en hel kriminel industri.
David mener, at løsningen for at bekæmpe stoffer skal kunne måles til 350 (på den logaritmiske 1000 skala) for at have effekt, mens det amerkanske system pt. kalibrerer på 150.
Hvad villle det være for et samfund, hvis vi prøvede at vende det lidt på hovedet? Hvis vi selv lod folk styre deres hang til tilfredsstillelse og belønning (og som samfund fjernede barrierne)?
Frygten, set fra politikernes og elitens perspektiv, vil temmelig sikkert være, at så gider folk ikke at arbejde. Nu har vores samfund jo trods alt kørt efter et pisk og gulerod princip i mange år.
Og det kan også godt være rigtigt, i hvertfald at de ikke vil arbejde så meget. Man hvad vil der ske ved, at folk kun arbejdede det, som var nødvendigt? Eller at man kunne tage sin pension løbende og tage orlov midt i livet for eksempel? Måske vil det være med til at skabe mere lighed i samfundet ved, at man arbejder knapt så meget for andre (eliten), men mere for sig selv. Set fra hvor jeg står, kan jeg - hvis jeg løfter mig lidt op - se en grynende tendens til at flere er ved at designe deres liv, så dette gøres muligt.
Og det kunne måske også tænkes at fjerne en masse pseudoaktiviteter i samfundet.
Der vil sikkert komme mindre i statskassen, men kunne man ikke forstille sig, at folk kunne lære at blive mere selvforvaltende og at organisere sig i mindre samfund? Så kunne vi selv finde ud af, hvordan vi bortskaffer vores dagrenovation eller får ryddet sne.
Det er et spændende emne, og jeg tror det er på tide, at vi får prøvet noget nyt, for jeg gider ikke at lege den gamle leg længere.
Og nu vil jeg give mig selv den tilfredststillelse, at nyde en dejlig varm kop kaffe. Først derefter går jeg i gang med dagens hårde arbejde, som er noget bogholderi :-)