Trosstigen - er den placeret ved den rigtige mur?

Jeg har en fornemmelse af, at dette emne godt kan blive lidt sprængfarligt, men jeg vover alligevel at bringe det. Det handler om religion og dogme.

Mit syn på religion er, at jeg ser på dem med forholdsvis kritiske briller, men samtidig føler jeg mig også 'åndelig'. Jeg tror på, at der findes en højere bevidsthed/tankeform eller faktor. Denne enhed har på mere end een måde nudget mig i en bestemt retning i mit liv. Nogen kalder det for Gud, andre for Guder, Universet, "Bestyrelsen" eller mere konkrete navne afhængigt af den pågældende religion. Denne åndelighed eller åndelige intelligens er noget jeg har udviklet med årene. 

De senere år er jeg dog blevet mere og mere nysgerrig på at studere dem mere og at dyrke åndeligheden. Kristendommen ligger jo ligefor, idet jeg er døbt kristen og idet kristendommen er en del af vores kultur. Jeg er dog i princippet lige så åben overfor andre religioner, om det så er hinduisme, buddhisme, islam, asetro eller judaisme. Eller måske burde jeg skrive "lige så kritisk", for jeg føler mig både åben og kritisk på een gang. De kan ikke alle have lige ret, eller kan de? Når man studerer religionerne nærmere kan man også finde visse fællestræk. Forresten meldte jeg mig ud af Folkekirken for mere end 1 år siden - jeg ser dem som en del af staten, som jeg i forvejen ser skeptisk på. Og i grund og i bund bygger Folkekirken på den katolske trosretning, som jeg vil skrive lidt om længere nede.

Dette indlæg skal dog mere handle om kristendommen, bibelen og om dogme. Aktuelt ser jeg, hvordan der er skabt lidt røre i andedammen hvad angår udviklingen i Løkken Frikirke. Man reagerer dog forholdsvis fornuftigt på det i Løkken synes jeg, og bruger lejligheden til at skærpe sin profil og gøre sine strukturer endnu mere åbne, favnene og nutidige. Dem der har et horn i siden på Løkken Frikirke taler om dem som en sekt (underforstået i en negativ fortolkning) eller det der er værre.

Først bør du lige søge at forstå, hvad mit afsæt er, fordi at vi - måske - kan forklare vores forskellige opfattelser med udgangspunkt i forskellene i vores individuelle afsæt:

Jeg er meget skeptisk hvad angår den romersk katolske kirke. Jeg ser i dem en meget hierarkisk situation som jeg forbinder med mange dårlige ting, så som vilde blodsudgydelser, udryddelse af kættere og overgreb mod børn. Denne kirke repræsenterer på så mange måder alt der jeg afskyr, herunder det med, at man skal overgive sig blindt til en fast defineret tro (dogme). Jeg ved nok til, at jeg godt tør at stå ved, at jeg er meget kritisk mht. bibelens indhold og hvem der har besluttet hvilket indhold der skulle være en del af kompilationen. Den omtalte kirke har spillet en stor rolle i denne selektering - uden tvivl.

Endeligt er alt det der er "lost in translation" fra det oprindelige sprog til vores. Der er dele af bibelen jeg tror på og dele af den hvor jeg er skeptisk. Jeg er samtidig meget fascineret af Nag Hammadi teksterne og den gnostiske retning. På flere måder ræsonnerer det hos mig.  

Jeg tror der findes sandhed i bibelen, men også usandhed. For at tage et eksempel tror jeg på, at Yeshua (Jesus) har levet.  Hvordan kan jeg mon vide hvad der er sandt og hvad der er falsk vil du måske spørge, og det er også et rimeligt spørgsmål. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men det er et spørgsmål om intuition. Omvendt kan du heller ikke vide det, selvom du måske vil påstå det. Endvidere handler det også om, at noget af det giver mening for mig, mens andre ting ikke gør. Hvis Gud er straffende og fordømmende, går jeg ham ikke i møde, for så giver det ikke mening for mig.

Når vi lægger os fast på dogmatiske principper lukker af også af for ny læring. Det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker at blive klogere, og giver mig selv lov til at tage fejl. Jeg kan endda balancere med flere samtidige hypoteser uden at låse mig til en bestemt af dem. Kan du?

Inden du nu begynder at "sætte mig på plads", belære mig eller at slynge om dig med bibelcitater med henvisning til, at "man må tage hele pakken eller intet", så vil jeg sige, at du spilder din tid. Også hvis du sætter labels på mig som kætter, vantro eller "ukristen".  Du får mig aldrig overbevist, og får mig aldrig til at låse mig til en dogmatisk tro. Og jeg nægter at tro på, at en Gud derfor vil afvise mig, med mindre jeg virkelig har gjort i nælderne og i ond tro. Omvendt vil jeg være tilbageholdende mht. at udstrække "min lære" til andre, for jeg har ikke nogen, og er ikke prædikant. 

Jeg fristes til at vise den berygtede tegning om de blinde, der berører forskellige dele af elefanten. De kan skændes og diskutere i al uendelighed om, hvad de mener en elefant er. Men ingen af dem ser helheden. Ham der står ved snablen er måske bleve ekspert i snabler. Han ved alt om, hvordan den er bevægelig, at den kan være våd og slimet, og at den kan afgive lyde eller sluge ting. Eksperten i snabler, som han er, udgiver måske en dag en bog om del del han har studeret. Måske tilføjer han ting, for egen regning. Vi kan også kalde det for antagelser. Måske opstår der hele organisationer omkring de forskellige dele af elefanten, så vi har dem der dyrker snablen og dem der dyrker ørene osv.

Ham der står ved elefantens hale er helt uenig med dem som har studeret snablen. Han har en helt anden oplevelse af, hvad elefanten er.

Jeg ser på bibelen som en del af elefanten. Vi kan blive nok så meget ekspert på de - alt andet lige - snævre betragtninger fra en fjern tid -  som har fundet vej ifa. det skrevne ord. Vi kan vende og dreje parablerne, kloge os på dem fra alle ender og kanter, diskutere og overanalysere dem. Men hvad nu hvis grundlaget er fejlbehæftet eller decideret forkert? Der er - for mig - ikke meget ved, at være ekspert i stiger, hvis den man har, står lænet op ad en forkert mur. Og det er akkurat her, alle diskussionerne om fortolkningen af bibelen - for mig - virker fjollet. Det er nogle gange den rene citatkrig på de sociale medier. Ingen af os ser hele elefanten, og de fleste forsøger ikke engang på det.

Om jeg er troende? Jeg fristes næsten til at sige Nej. Jeg ønsker at få viden og vished mere end jeg ønsker at tro. Jeg søger efter sandheden. Hvad med, om vi løftede blikket fra den del af elefanten vi står og kigger på og prøver nogle flere perspektiver?

Det vil måske være mere korrekt at kalde mig for spirituel. Men ikke den form for spiritualitet, hvor jeg låser mig fast på en anden form for dogme, så som "New Age".

Du må ikke forstå det sådan, at jeg efterspørger beviser, for jeg ved, at de sikkert ikke kan leveres. Beviser er - for mig - begrænset til den materielle verden, spørgsmålenes og ikke svarenes verden. Det er den sidste verden jeg er på vej henimod. Men det handler om hvad der ræsonnerer rent intuitivt. Og jo, jeg tør godt bruge (til)troen et stykke ad vejen til at danne bro over ukendt terræn, men før eller siden må der vise sig nogle tegn på, om det er den rette vej.

Hvad angår dem der vælger at gå "all-in" tror jeg, at det handler meget om et personligt behov for at have en fast og stabilt omdrejnings- eller forankringspunkt. Altså en forankring til noget i den ydre verden. Så må alt betragtes gennem dette forankringspunkts paradigme. Det kan give følelser af ro, stabilitet, vished og tryghed. Der sker også det, vi nemt kommer til at danne identitet over hvad vi nu vælger at forankre os til. Jeg har imidlertid fundet ud af, at jeg afviger fra dem som føler dette behov stærkt. Jeg trives faktisk overordentligt fint i en mere foranderlig og fritsvævende virkelighed. Mit forankringspunkt ligger meget mere i det indre. Jeg ville føle mig fastlåst og begrænset, hvis jeg pludselig skulle forankres til noget eksternt (som man jo oftest ikke er herre over).

En anden ting, som jeg synes knytter sig til dogmatisk tro, er det "at lægge tingene i Gud's hænder" og tro på at alt nok skal blive godt. At man kan læne sig tilbage, tilbede Gud og så overlade resten til 'ham' (hmmm - hvis der er en enkelt Gud tror jeg, at han er isogyn). Det er fristende, men nej tak. Jeg tror ikke på den slags passivitet

Det er dog en spændende rejse for mig, som driver mig til at sætte mig endnu bedre ind i tingene. Tag nu bare skabelsesberetningen for eksempel. Blandt de samtidige hypoteser jeg balancerer med finder du alt lige fra, at slangen var Lucifer (ifl. Gnostikerne var Lucifer lysets budbringer og ikke knyttet til underverdenen), Jesus selv eller den gængse forklaring: Fanden selv i forklædning eller en udsending. En anden spændende diskussion er vedr. Jahweh (YHWH) og Elohim - som vi har det med at oversætte til fx "Herren" - og hvad der 'gemmer sig' bag disse navne eller benævnelser. Der er dem der mener, at Jahweh er "The demiurge" (den falske gud som har magten over denne verden som det egentlige helvede), Gud selv eller een af de faldne gudesønner. Om Elohim går diskussionen på, om det er overguden eller alle guder i flertal (Ohim er en flertals endelse, og i ental ville det være Eloah - hvilket i mine ører lyder lidt som "Allah"). For nyligt fulgte jeg en debat mellem  Graham Hancock talks og Mauro Biglino. Mauro, som er i italiener er ekspert i bibeloversættelser, og hans påstand var, at Gud slet ikke var nævnt i Bibelen, og at der er så meget usikkerhed om Yahweh og Elohim, at han bevidst valgte ikke at oversætte disse ord, men at behandle dem som navne. Han mener, at Elohim var en menneskelige civilisation (en højere udviklet), hvilket også giver en vis mening, når man fx betragter menneskets evolution og nogle pludselige ændringer til vores DNA. Han afviser ikke at Gud eksisterer, men påstår også, at bibelen - i originalsproget - ikke nævner Gud. På et tidspunkt nægtede Mauro at oversætte Elohim til "The lord" og i samme sekund han begyndte at vægre sig, blev samarbejdet mellem ham og den katolske kirke opsagt af kirken.

Den katolske kirke var også ude med riven hvad angår gnostikerne. Tag nu blot katharerne som fik valget mellem at konvertere til den katolske tro, eller at gå på bålet. De valgte bålet, og det vil jeg nok også gøre.

Jeg ønsker at prioritere at jeg studerer bibelen mere indgående, men også Nag Hammadi dokumenterne. Jeg holder mig til, hvor det foregår og vil lytte opmærksomt. Men jeg håber at folk vil være respektfulde omkring mit syn på religion(er), og at der stadig er plads til mig. Jeg afviser intet, men gør også samtidig opmærksom på, at der kan være andre muligheder.

Efter at have tænkt over det i meget lang tid, har jeg besluttet mig til at få lavet en lille ny tatovering - som et statement for min specifikke åndelige rejse og trosudvikling. Det bliver til en meget synlig del af mig, og jeg glæder mig helt vildt. Stay tuned...