Tissetrang og natlige drømme

Lige for tiden grubler jeg meget over mine natlige drømme.

Jeg ved at jeg drømmer ret intenst. Normalt er jeg oppe at tisse 4 og nogle gange 5 gange i løber af en nat. Det lyder måske i sig selv bekymrende, mens dels indtager jeg en del væske i løbet af dagen, og dels har jeg præsteret at være dehydreret i perioder, og kan som følge heraf sove igennem uden at skulle op. Og det er mere end noget slatpisseri, skal jeg hilse og sige.

Men det gør åbenbart, at jeg afbryder mine drømme, og at jeg kan huske dem, hvis jeg gør mig lidt umage. Jeg falder ret hurtigt i søvn igen, og nye drømme tager over.

Jeg har lagt mærke til, at min tissetrang endda rigtig tit bliver indlejret i drømmen, således at jeg kan drømme at jeg skal tisse i den scene jeg nu engang er ufrivillig deltager i. Og jeg kan af og til blive helt i tvivl om, om jeg har rejst mig fra sengen, men jeg er endnu ikke kommet galt afsted og har ladt mit vand et sted, hvor det ikke skulle lades :-) 

Det som jeg går og grubler over er, at jeg synes at mine drømme er nogle usammenhængende scener hvor der foregår ting der bryder med al logik og trodser universets love. Her husker jeg fx én af scenerne fra i nat, hvor jeg åbenbart er ude at bade i vesterhavet sammen med en anden. Vi går rundt 2 forskellige steder, for jeg holder mig fornuftigt nok tæt på land mens den anden går ret langt ud. Den anden person fortæller mig så senere, hvordan vedkommende oplevede at komme tættere på land efter hver nat, underforstået at vedkommende har overnattet derude i havet!!! Vedkommende erkender også, at det var usikkert at gå helt derud, men kommer heldigvis ind igen.

Jeg kan sagtens finde flere mulige tolkninger af drømmen, fx noget med, at jeg prøver at holde jordforbindelsen, mens flere andre er tæt på at miste den og måske endda er tæt på at strømmen tager dem med til havs.

Men der er mange andre drømme. En nat drømte jeg, at jeg var pilot i et jagerfly (1 persons). Pludselig skifter scenen, og jeg er nu pludselig en del af et crew på flere i et større fly. Hvor forbindelsen er mellem disse 2, har jeg svært ved at se.

Hver gang jeg kommer tilbage fra en tissetur bliver det hele nulstillet, og det er en ny drøm der tager over.

Jeg har også en klar oplevelse af, at jeg de senere år drømmer meget mere intenst, eller at jeg er blevet bedre til at huske drømmene. Det der er sket i de senere år er, at jeg er blevet meget mere bevidst, men om der er en sammenhæng her, er jeg ikke klar over.

Jeg har tidligere oplevet, at noget som optager mig meget, bliver tager med over i det ubevidste og med ind i mine drømme. Og noget af det der optager mig meget er, at jeg har et oprigtigt ønske om at bryde ud af matricen, eller i hvert fald som minimum bryde ud af en bestemt scene.

Og den scene jeg tænker på er fra Matrix Revolutions, og rider mig som en mare:

The Merovingian som holder styr på alle kombinationer af årsag og effekt i matricen, holder via The Trainmain Neo fanget på en togstation. Det er som hævn for, at de har befriet The Keymaster. Uanset hvad Neo forsøger at gøre; om han løber ind i den ene eller anden tunnel, er han fanget, og han ender altid det samme sted. I scenen er der en familie som venter på toget, men da Neo forsøger at stige ind sammen med familien bliver han afvist. Han indgår senere en handel med The Trainmain og bliver løsladt af The Trainman.

Jeg føler mig ofte fanget på togstationen ligesom Neo, og ingen veje fører ud. Det mærkes som en form for limbo, og det er en meget frustrerende oplevelse.

Det med matricen handler også om, at jeg tror mere og mere på, at hele den menneskelige oplevelse er en simulation og at vi oplever hologrammer; at det vi oplever som virkeligt, slet ikke er virkeligt. At alt er ånd eller bevidsthed. Og at vi måske holdes "fanget" i noget som overrider vores 5 menneskelige sanser. De gamle gnostikere så på tingene på samme måde, og videnskaben begynder også at gøre opdagelser. Nogen siger så, at man undslipper matricen ved at udvikle sig i bevidsthed, men at vi - indtil da - reinkarneres. 

Hvor om alting er, så har jeg har et oprigtigt ønske om, at kunne styre mine drømme og bruge dem til noget fornuftigt.

Og allerede her kan jeg godt se, at det begynder at skride. Det er jo et fromt ønske, men mon ens drømme mon lader sig kontrollere og styre? Næppe! Det irriterer mig bare, at det nærmest føles som en tur i Tivoli hver nat med alle disse tossede scener, og at jeg har svært ved at se, at der kommer noget brugbart ud af det.

Jeg har engang læst noget om, at drømme er hjernens måde at bortskaffe information på. At håndtere Exformation, altså danne kontekst, men samtidig bortsmide alle de unødvendige detaljer. For hjernen smider mere information væk end den gemmer.

Det lyder klogt, og måske er det også ligefrem rigtigt.

Eller mon at nattens drømme skal betragtes som endnu et lag af et metaunivers, så vi oplever en matrix inden i en matrix (og snart inde i endnu en matrix, hvis ideen om Facebook's Metaunivers tager over)? At fælden fordybes?

Hvad er dine tanker om nattens drømme?

PS. Hvis nogen kender vejen ud fra togstationen, vil jeg gerne høre om det.