Tanker om tanker

2023-10-04

Dagens tanker skal handle om … tanker.

Jeg har mine små rutiner, herunder min morgenrutine hvor jeg lige skal catche up på hvad der sker på de sociale medier. Én af mine (bevidste) online venner, som i øvrigt skriver fremragende om det som foregår i samfundet og i hans egen verden, var her til morgen inde på emnet tanker.

Og tilfældigvis er det et emne som også har optaget mig selv i et stykke tid.

Jeg kan måske starte med at nævne, at jeg i vores nyligt udgivne bog "PisseGod Ledelse" skrev netop om tanker og om, hvordan du kun kan kontrollere dem delvist.

Men for at være helt ærlig, diskuterede jeg nok stadig med mig selv, om det var rigtigt.

Jeg ved nemlig at rigtigt mange mennesker forbinder deres identitet med deres tanker. At de tror de er hvad de tænker, og at der er dem selv der tænker disse tanker. Sådan har jeg også været, engang. Men jeg lærte at skabe distance til tankerne, at observere dem og måske endda at undre mig over dem, hvilket så rejser spørgsmålet: Hvem er det i grunden der observerer???

Jeg har lært rigtig meget om overbevisninger gennem praktisering af terapi og ved, at en overbevisning svarer til en tro der er plantet så dybt i os, at det genererer tanker og forbruger indre ressourcer. Er det så ens egne tanker? Nej ikke helt, vel? Men de camouflerer sig som sådan, selvom de måske er prægninger der er lagret i os af vores forældre.

Rigtig mange mennesker er plaget af tankemylder, og de har umådeligt svært ved at kontrollere tankerne. Det holder dem vågen om natten. Prøv du bare at fortælle dem, at de kan kontrollere deres tanker… (de bør derimod lære at observere dem og prøve at forstå, hvad de prøver at fortælle). Jeg er godt klar over, at der er psykologer som forsøger at lære deres klienter, at de skal sætte restriktioner på tiden de må bekymre sig. Det er bare ikke så nemt i praksis.

For tiden arbejder jeg også meget med den hermetiske lærdom (The Kybalion). Denne lærdom fortæller mig, at alt opstår i det mentale. At intet materialiserer sig uden at vi har skabt det i tankerne først. Og dette kan vi bruge proaktivt til at skabe det liv som vi ønsker. Det lyder da lidt som en form for kontrol, gør det ikke? At jeg fx kan tænke mig frem til en målsætning for mit liv.

Jeg tog engang en uddannelse "LifeAchiever" som på mange måder blev en del af kimen til mit nye liv. Uddannelsen, som også bygger på NLP, gav mig mange gode indsigter, og jeg har næsten kun godt at sige om uddannelsen, om end jeg selv er på vej til at lave noget, som jeg mener er endnu bedre. Deres logo er en smuk kunstnerisk fremstilling af en tanke, og jeg har tanken som et halssmykke fra dengang. For nyligt stødte jeg så på en reklame fra firmaet bag, hvor der stod:

"Der er kun to ting i livet, vi kan styre. Det ene er vores tanker. Det andet er vores handlinger".

Jeg er ikke helt enig i dette udsagn!

Det flugter ganske vist med stoicismen, hvad angår det med handlinger, men hvad angår det med tankerne, vil jeg højest indrømme en delvis form for kontrol. Stoikerne ville i øvrigt sige om det, at du ikke har så meget kontrol over tankerne som opstår i sindet, men at du snarere kan opøve kontrol over ens reaktioner og bedømmelser af tankerne. Og så begynder det at lyde mere fornuftigt, synes jeg. At bilde folk ind at de kan styre deres tanker mener jeg, er decideret skadeligt … og forkert. Jeg mener, at det er uopnåeligt. 

Altså med mindre man hedder Yuval Noah Harari som er "evangelist" ved World Economic Forum. Han er varm fortaler for, at vi skal "hacke" folks hjerner, påvirke og styre deres tanker, og at det frie valg er en illusion. Jeg ser ham som ekstrem, og tager i den grad afstand fra hans transhumanistiske holdninger og værdier.


For et stykke tid siden skrev jeg en blog artikel om, hvordan en overbevisning bliver til, og artiklen er både inde på det med tanker og følelser. I skriveprocessen begyndte det at falde lidt mere på plads for mig, for jeg begyndte – i mangel af bedre begreber - at differentiere mellem indgående og udgående tanker. 

Det jeg mener er, at du godt kan vælge at tænke en original tanke. At du kan fremstille den 'fra scratch'. Denne vil jeg kalde for en udgående tanke. Mens andre tanker opstår som en følge af den prægning du udsattes for gennem samfundet, medier (manipulation) eller for den sags skyld gennem omsorgspersoner. Dem vil jeg kalde for indgående tanker. 

Man kan måske godt vælge at se denne prægning som små virusprogrammer som har penetreret din firewall (du har nærmest ingen firewall mellem 0-7 år, og netop dér grundlægges mange overbevisninger). Nu skal jeg dog lige huske at sige, at overbevisninger ikke behøver at være negative. Der findes også godartede "programmer" (overbevisninger) – der som en anden nyttig 'computer utility' kan støtte dig. Men lad os komme tilbage til de begrænsende overbevisninger: Her ligger de så gemt i din hukommelse, og håber i øvrigt på, at de ikke bliver opdaget. Alt imens de ligger og genererer dårlige og begrænsende tanker. Og hvis disse prægninger og overbevisninger svarer til computervirus, hvad er så din anti-virus-software? Det er din bevidsthed, vil jeg sige. For bevidstheden kan sammen med den kritiske sans afvise prægningerne og manipulationen ved døren.

Det er næsten umuligt for mig at skrive om tanker, uden også at komme ind på emnet følelser. Og her tænker jeg især på følelser som "stemninger" eller sindstilstande.

Jeg håber ikke at det bliver for teknisk, men jeg vælger nok at se vores følelser som en form for bærebølge, hvis vi et øjeblik bruger en radioanalogi:

En bærebølge er en tom radiobølge svarende til den frekvens som radioen sender på. Du vil intet kunne høre, hvis du lytter på en tom radiobølge. Bare stilhed. Men så lægger vi et såkaldt moduleret signal ovenpå i form af tale eller musik. Og radiomodtageren kan pille det modulerede signal af bærebølgen igen og sende det videre til højttaleren.

Hvor følelserne er vores bærebølge, er tankerne det modulerede signal. Det som opstår er så en tro. Troen er måske ikke så stærk endnu, men i hjernen har du et system "RAS" (Retikulære Aktiverings System) som nu begynder at lede efter beviser for din antagelse, fx en antagelse om, at du er dårlig til en bestemt aktivitet. Og systemet begynder at transformere det til en overbevisning. Systemet looper omkring bevisindsamlingen og gør din overbevisning stærkere og stærkere. Men som sagt kan det både være unyttigt (begrænsende) og nyttigt (støttende) for dig.

Den nyttige forståelse som kommer ud af forståelsen af tanker og følelser er, at du fx kan stå i en situation hvor der opstår en indgående tanke. Måske som et produkt af en prægning der har skabt en begrænsende overbevisning i dig: "Jeg lærer det aldrig" siger den indre stemme fx til dig. Du kan vælge at modulere dette oven på din "bærebølge" ved at skabe en følelse, i dette tilfælde måske en følelse af tristhed og utilstrækkelighed, og derigennem aktivere dit RAS system og forstærke din (begrænsede) overbevisning. Men med en smule højere bevidsthed kan du også vælge at aflive tanken allerede der hvor den opstår, ved at vælge IKKE at knytte en følelse til den. Signalet bliver aldrig sendt, når der ingen bærebølge er.

Min bevidste ven fra de sociale medier formulerer det så glimrende idet han skriver, at du kan vælge at se det, som at du skaber en form for distance til tankerne - et rum at observere dem i. Se deri, ligger der jo en form for begrænset kontrol.

Jeg tror at jeg måske omsider er ved at nå dertil i min bevidsthedsrejse, hvor jeg betragter mine tanker og følelser som signaler eller input. Men jeg, hvem så end "jeg" er, er kaptajnen på broen, og det er mig som vælger, hvordan jeg reagerer på disse signaler. Det kræver dog at jeg er bevidst hele tiden, og det er jeg ikke altid. Heller ikke for mig, er det altid lige let at opdage de "vira", som jeg ved formentligt har inficeret mit sind. Det er måske en livslang opgave, at scanne harddisken, men som minimum kan man søge at holde nye "vira" fra døren.

Det er et komplekst emne det med tankerne. Et emne som der er delte meninger om. I psykologen findes der fx. kognitiv adfærdsterapi  (KAT) som går ud på, at man kan ændre negative tanker og mønstre, angiveligt gennem at blive mere bevidst om tankerne (den del synes jeg lyder fornuftigt). Jeg ved dog desværre ikke nok om emnet til rigtigt at kloge mig på det.

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang