Tanker om dualisme
Der er et emne der har ligget og gnavet hos mig længe.
Jeg er udmærket klar over, at jeg taler rigtig meget om bevidsthed vs. Ubevidsthed. Dette skyldes en – hvad jeg oplever som banebrydende – "rejse" eller transformation jeg har været på de senere år. Når jeg kigger tilbage på den som jeg var, kan jeg nemt se forskellen i dag. Og nemt komme til at føle mig mere vis og vidende, dog mest relativt i forhold til mig selv.
Det som gnaver er, hvordan vi italesætter det faktum, at vi er fordelt ud på et større spektrum af bevidstheder, som hver især befinder sig forskellige steder på skalaen. Næsten uanset hvordan man forsøger at beskrive sig selv, kommer man nemt til at tilføre en undertone af noget bedrevidende, klogere og højere. Taler man om, at have en høj ubevidsthed, antydes det også, at der findes andre, som er af en lav bevidsthed. Der findes også andre betegnelser end høj og lav. For eksempel: Bevist og ubevidst. Nogle gange ender det ud i nedladende beskrivelser som: Vågne vs. Sovende og evt. en selvforståelse som være særligt udvalgt (hvilket antyder, at andre ikke er valgte eller ligefrem er fravalgt). Du kan godt høre det, ikke? Det bliver nemt dualistisk og forsimplet.
Her har jeg heldigvis lært én del af Principle of Polarity (Hermes Trismegistus – de hermetiske principper). For at kunne tale om lys behøver vi en forståelse af mørke. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Og at være lav vil altid indebære en grad af også ligge højt, ligesom at ligge højt også vil indebære en grad af at ligge lavt. Modsætninger er identiske i sin natur, men er forskellige i graden. Det kan godt være, at du synes de andre er naive, men du er også selv naiv - i een eller anden grad (ellers kender du vel heller ikke til begrebet, og kan anvende det).
Grunden til at det gnaver er, at jeg fuldt ud erkender, hvor hårfin grænsen er mellem mit gamle og mit nye jeg. Det kan godt være, at jeg har været igennem en større udvikling, og at jeg føler jeg har fået mange nye indsigter. Men det er detaljer i mit liv, der har gjort forskellen. Mit liv behøver ikke at have udfoldet sig særligt meget anderledes, før jeg stadigt ville have levet et liv, som minder om mit gamle jeg. Det gamle jeg som stadig ville have arbejdet i en hierarkisk og magt orienteret virksomhed, lade mig vaccinere og behandle af det konventionelle system, støtte op omkring Israel og Ukraine og være den gode borger der tror på at vi har et virkningsfuldt demokrati.
Og da jeg samtidig er fuldt ud klar over, at jeg ikke er det eneste menneske i verden, så det er med en vis forståelse og empati, at jeg ser på andre.
Vi behøver en mere forstående metafor for at beskrive vores forskellige udviklinger og rejser, og pludselig slog det mig:
Vi går alle af vores egen vej, selvom vi interagerer med hinanden. Din vej er unik. Det er ikke den helt samme vej som alle andre. Nogle veje har mange forhindringer, andre det modsatte. Der er måske også forskellige ting langs de respektive veje, som taler til os på forskellig vis. At jeg måske har gået 1 ½ gange så langt som dig er meningsløst at tale om, for måske er jeg hastet afsted, og har ikke været nærværende undervejs. Vi er måske ikke engang startet på vores rejser på samme tid. Vi bærer ikke den samme byrde, og nogle mennesker har måske en meget tung oppakning med (en social arv for eksempel). Vi foretager os også forskellige ting langs rejsen. Nogle har ikke lyst til at gå særligt langt, og andre har det modsat. Måske er der endda nogen der går i ring, men som har brug for dette
Hvis rejsen og dermed ruten er evolutionær, vil dem som ikke har gået så langt endnu, ikke vide noget om, hvordan det opleves af dem som har gået længere. Nogle gange forsøger vi at råbe for at nå dem der ikke har gået så langt endnu, for vi vil gerne advare om nogle forhindringer og farer som vi ser. Men uanset om de andre hører råbet eller erfarer det på anden vis, kan de ikke helt forholde sig til det. Det er et andet billede som de ser med det udgangspunkt deres nuværende position på ruten udgør. Og du kan heller ikke tillade dig at være bedrevidende, for du kender i virkeligheden slet ikke til, hvordan det præcist ser ud på deres vej ud for, hvor de er nu. Du har gået af din egen vej.
Det handler om respekt for andres model af verden, og eet eller andet sted længere bagud, kan jeg stadig få øje på skyggen af mit gamle jeg. Et gammelt jeg som opfyldte et behov i verden der gjaldt på daværende tidspunkt, men som nu har udtjent sin rolle.
Vejen er uendelig. Der er steder på ruten som kan virke farlige. Måske skal du over skrøbelige broer eller stejle klipper. I mit tilfælde har jeg også fornemmelsen af, at den vej jeg samtidig var kommet af, smuldrede under mig. Der var kun én vej, og det var videre fremad. Ikke at der ikke helt tiden var valgmuligheder, men at gå tilbage, kunne jeg ikke. Det sørgede universet for. Med disse oplevelser i tankerne, tror jeg at min rejse har været forudbestemt. For jeg kan se en meget tydelig rød tråd, og hvordan jeg er blevet forberedt til rejsen. Og det kan jo også være, at andre er forudbestemte til at gå kortere eller endnu længere end jeg selv.
Det gør ikke mig eller min eller andres situation bedre eller værre.
Dette vil være min nye metaforiske model for, hvordan jeg anskuer udviklingen.
Jeg må være ærlig og tilstå, at jeg også ind imellem er faldt i, og har følt mig en smule bedrevidende. At jeg derved har målt mig selv ud fra min oplevede relative distance til andre. Det er nemt at falde i den grøft, når man kan få øje på noget, som andre overhovedet ikke bemærker. Men jeg er blevet opmærksom på denne tendens, og det er én af de skyggesider som jeg må lære at overkomme. Ellers kan jeg ikke integrere forståelsen af "oneness" på et dybere plan. Det er ligesom den skeløjede der med sine øjne, der stritter i hver sin retning, ser forskellige billeder. Begge øjne tilhører stadig det samme menneske.
Og hvad er bedst: Vand, is eller damp? Der er stadig tale om H2O i forskellige former. Former som hver især har et formål. Ligesom vi mennesker hver især har et formål. At tildele vandet eller mennesker kvaliteter ud fra tilstanden det er i, er nærmest meningsløst. For den der tørster er det måske hverken is eller damp der gør det bedst.
Måske kan man ligefrem tale om begrebet entropi, når det gælder mennesker? Entropi er et begreb fra termodynamikken der beskriver graden af uorden eller tilfældighed i et system. Det bruges til at angive, hvor meget energi der er utilgængelige til at udføre arbejdet i et lukket system.