Store og små egoer i frihedskampen

Jeg er i disse dage meget optaget af tanker omkring min såkaldte dark-night-of-the-soul proces, som jeg allerede har skrevet en del om.

Jeg er samtidig meget vidensøgende, og er ved at læse bogen Dark night of the soul af St. John of the Cross. Det er en lidt tung bog med et højt LIX tal, så det skrider kun langsomt fremad.

Jeg har overvejet om processen burde kaldes for dark-night-of-the-ego, for det er i sandhed egoet der oplever smerte og som ender med at blive sat på plads af den åndelige bevidsthed. Omvendt kan man jo også sige, at sjælen lider under det at opleve, at det er egoet der styrer. Den åndelige bevidsthed har egentlig altid har været iboende hos os, men drukner nemt i støjen fra egoet. Egoet kan mærke, at dens nært forestående 'død', er på vej, og det overgiver sig ikke frivilligt. Jeg har dog valgt at holde mig til begrebet dark-night-of-the-soul, for at være tro mod dette, udbredte begreb.

Tænk blot på, hvor omfattende denne proces er: Vi taler om hele din fornemmelse af identitet, af hvem du er. Alle de lag som er blevet påført gennem hele dit liv, herunder samfundets og familiens forventninger og alle prægningerne. Det kan være ganske mange lag, men eet eller andet sted derinde, findes der en kerne – en lille flamme - sjælens flamme.

Der skete det under Covid, at det gik op for mig og for mange andre, at noget ikke var som det skulle være. Vi kunne fornemme en dissonans. Og det gik også op for os, at vi ikke var alene. Hvad angår de år der fulgte, specielt 2020-22, var det også på en måde en smuk oplevelse, for jeg oplevede at nye relationer blev dannet blandt dem som blev forsøgt udskammet. Meningsfulde og dybe relationer vel og mærket. Bl.a. takket være de sociale medier, som ellers nok gjorde deres yderste for at holde det hele nede med censur, "deplatforming" og ligefrem at lukke munden på folk ved, at de mistede mulighederne for at ytre sig.

Jeg har selv været med i kampen siden begyndelsen af Covid, selvom mange var tidligere på den end jeg. Det skulle først lige gå op for mig, hvad der var gang i. Dog vil jeg også gerne sige, at jeg er sikker på, at min dark-night-of-the-ego startede tidligere. Det er svært at sige præcist hvornår, for der vil altid være en grad af begyndelse, selv når jeg kigger helt tilbage til starten af mit liv. Men kulminationen skete omkring 2018 hvor jeg blev stressramt og efterfølgende fik sparket af den virksomhed, hvor jeg var ansat som leder. Det var her, jeg så at sige, for alvor røg ud over kanten. Jeg var stadig i en tilstand af indre forvirring og frustration og i frit fald, da Covid så ramte os i 2020. Det virkede næsten som at jeg var blevet gjort klar til de kommende oplevelser, hvor jeg oplevede at det virkelig tog fart.

I Danmark, såvel som i resten af verden, ledtes kampen af nogle frontpersoner som på hver deres måde er meget synlige. Jeg oplever flere af dem som meget initiativrige, og man kan sige at de yder et værdig bidrag. De sidder i hvert fald ikke på deres hænder, men gør noget. Den hæder skal de have, for det fortjener de. Også selvom jeg ikke altid er enig i måden tingene bliver gjort på.

Jeg kender ikke alle disse personers personlige historier til bunds, så tag det kommer med et vist forbehold, og betragt det som formodninger.

Indledningsvis vil jeg sige, at jeg har været meget optaget af, at jeg fornemmer, at flere af de omtalte personer er drevet af deres egoer. At de har dannet identitet omkring deres oprørske gerning. Det er meget en fornemmelse, men jeg ser også nogle gange beviser for det, når jeg oplever hvordan nogen af dem engang imellem viser nogle knapt så flatterende sider. Dem er vi selvfølgelig mange der har i én eller anden grad, men det som jeg tænker på her, er noget voldsommere. Jeg har bl.a. set hvordan de reagerer, når man udfordrer deres tro. Ofte med ubalanceret vrede. Det er jo i grund og bund udløst af kognitiv dissonans, hvor de forsvarer deres identitet. Dette har gjort, at jeg har holdt en vis afstand. For jeg ser, hvordan de efterlader en masse problemer i fx sociale relationer, i kølvandet på deres gerning. Nogle gange er de endda bevidst om det, men sætter deres kamp højere.

Jeg ynder at sige, at jeg til hver en tid vil være parat til at trække stikket fra roller jeg måtte have spillet i kampen. Men i én eller anden grad vil selv jeg, nok også komme til at danne noget identitet på baggrund af det jeg gør. Forskellen ligger nok i motivet, om vi gør det for at modtage anerkendelse eller vi overgiver os i en højere sags tjeneste.

Det spørgsmål, som jeg stiller mig selv er, hvorvidt disse personer har gennemgået (og gennemført) en dark-night-of-the-ego.

Der er 2 antagelser, som jeg har overvejet:

Antagelse nr. 1 er, at de pågældende ikke har været ramt af en sådan proces, men at de har levet en så tilpas "skæv" tilværelse, måske hele livet, hvor egoet har været utilfredsstillet ved at leve et – for dem – anonymt liv, at det slog til, da muligheden så bød sig med Covid. Her var lige pludseligt en mulighed for at differentiere sig, og at specialisere sig med en viden, som ikke mange andre havde. Det blev på mange måder en meget udadvendt og eksponeret rolle, hvor man blev meget synlig. Det gav selvfølgelig nogle knubs men også nogle anerkendelser, som egoet jo godt kan lide.

Antagelse nr. 2 er, at de pågældende har været ramt af en dark-night-of-the-ego, og at de var i gang med den inden Covid ramte. Men at de frem for at gennemføre den og udstå den – ofte – smertefulde proces, klyngede sig til muligheden for at danne et nyt ego. Det er dog lidt at snyde, hvis man tager en sidevej ud. Men måske er det mindre smertefuldt i en - ellers - særdeles smertefuld proces.

Her kan jeg godt blive refleksiv hvad angår min egen oplevelse, der handler om at jeg ikke fandt nogle sideveje. Hver gang en (kendt) dør viste sig smækkede døren i. Jeg føler nærmest jeg hele tiden blev 'nudget' fremad.

Jeg kvier mig for at skrive om de efterfølgende år. Måske skyldes det prægninger fra vores jantelov, men jeg bryder mig ikke om at fremstille mig selv i et lys, der kan få mig til at fremstå som bedre eller positivt anderledes. Men jeg må tage chancen, for ellers kan jeg ikke levere min pointe. Og muligheden for at jeg tager fejl, foreligger selvfølgelig.

Som jeg skrev indledningsvis var jeg godt i gang med min egen proces, altså med at forsøge at forstå hvad der foregik, da Covid ramte. Jeg var stadig på et niveau, hvor en del af mig (egoet) troede jeg skulle tilbage til mit gamle liv, eller noget der mindede om det. Men universet var som bekendt så venlig, at det hele tiden lukkede de døre, jeg ellers ville være smuttet ud af. Havde jeg taget en af disse døre var jeg temmelig sikkert ikke nået til det sted på min rejse, jeg er i dag. Fasen med den fortvivlede jagt på åbne døre kalder jeg for "desillusion og lidelse" / fase 2, og denne fase følger efter fase 1, der er selve begivenheden/krisen der udløste selve processen. I fase 2 tager du for alvor fat på at danne en højere bevidsthed om dine egne skyggesider, traumer og projektioner.

Det er også svært at sige præcist hvornår, men jeg mener det må have været omkring 2022 at jeg overgav mig (fase 3) og overlod det til de højere magter. Det som følger i fase 4 er selve transformationen og konfrontationen med egoet. Det har for meget været en lang periode hvor jeg har måtte de omtalte bearbejde skyggesider, traumer og projektioner. Jeg er helt tiden i tvivl om, om der er mere. Og jeg oplever, at jeg er vendt tilbage til denne fase flere gange. Med andre ord, så tror jeg på, at en dark-night-of-the-ego er en iterativ proces. Det er det i hvert fald for mig. Jeg tror jeg er i den sidste fase nu, fase 5 "reintegration" hvor man danner en ny identitet, dog med en forankring i det højere jeg. Alt er påvirket af det: Min forankring af mening og det at opleve, at jeg er en del af noget større, min kerne, mine overbevisninger, tro og værdier, kompetencer og min virkelighed. Men jeg har hele tiden tvivlen med mig, og jeg har ikke en klar idé om hvordan beviset i givet fald skulle være for, at "man har afsluttet/gennemført" en dark-night-of-the-ego. Måske er det også lige meget.

Bogen Dark-night-of-the-soul skriver om nogle "imperfections" (ufuldstændigheder) som må renses ud som en del af processen. Og jeg forstår bogen sådan, at man ikke kan gennemføre processen før de sidste urenheder er renset ud. At Gud sørger for at du ikke finder glæder i verdslige gøremål. Det er "imperfections" som egocentreret stolthed, griskhed (også spirituelt), misundelse, vrede mm. Jeg er ikke færdig med at læse om dem alle endnu, men jeg er endnu ikke stødt på den "imperfection" jeg selv har fundet: Troen på at det var mig der var i kontrol, men nogle af de andre kan jeg godt genkende.

Jeg føler ikke et behov for at været noget eller nogen. Ej heller for at blive set eller hørt. Jeg føler intet behov for at modtage anerkendelser for det jeg gør. Omvendt gør det mig også fri for, hvad andre måtte tænke og mene om mig og om det jeg gør. Jeg er heller ikke bange for at miste noget, herunder mit eget liv. Det tror jeg dog heller ikke de andre er, for det der måske betyder noget for dem er eftermælet. For jeg tror på, at min bevidsthed er udødelig, at min nuværende bevidsthed fortsætter fra hvor jeg slap.

Dermed ikke sagt, at egoet ikke viser sit grimme fjæs engang imellem, men jeg opdager det forholdsvis hurtigt, og min genopdagede sjæls eller åndsbevidsthed tager over igen, når jeg løfter mig op over mit ego.

Jeg er foreløbigt endt der, hvor jeg tror på at de egodrevne og store personligheder, som går forrest i kampen, spiller en vigtig rolle. De er med til at rykke det hele fremad med deres handlingsorientering. De kan noget jeg ikke evner. Men jeg ser dem også som et slags overgangsfænomen, idet de mangler noget i det indre, for at kunne være de bærende søjler, når den nye verden skal bygges op. Det handler om også, at have styr på sig selv, hvilket kræver en stor indsats med at lære sig selv at kende.

Det kunne godt lyde som om jeg leder efter den eller de perfekte ledere, og sådan er de fleste af os vist blevet indoktrineret til at tænke. Men jeg ved, at den stærke leder skal findes inde i os selv, og at den ønskede og nye verden kun lader sig manifæstere, hvis den kollektive bevidsthed rykker os fri af det spædbarnsstadie vi stadigt befinder os på.

Skulle vi dog alligevel lege lidt med tanken om at finde en sådan leder eller sådanne ledere, vil deres ydmyghed dog gøre, at de formentlig lever en mere anonym tilværelse. En tilbagetrukket rolle, hvor de med de egoer der nu er underlagt det højere jeg, ikke føler noget behov for at stå frem i rampelyset. Det vil være mennesker der er totalt grounded og i balance, og som er forankrede i deres indre og og i det højere.

Disse ledere, hvad enten det er nogle få, i de fleste eller ligefrem alle, vil spille en vigtig rolle i den næste fase, ligesom de egodrevne spiller en vigtig rolle i den nuværende fase. Uden disse krigere, som de egodrevne er, kommer vi måske ikke i mål. Man kan jo også vælge at anlægge det perspektiv, at de i hvert fald i een eller anden grad sætter sig ud over sig selv ved at "ofre sig" i kampen. Og det lyder jo ikke specielt egocentreret, men stadigt fornemmer jeg behovet for anerkendelse og det at blive set. Det kan jo også være, at de, når det hele er ovre, får samlet op på den indre del.

Efter at have set det i dette lys, finder jeg en vis fred i det hele. Alt er som det skal være, og alle spiller den rolle de skal spille.