Min egen genopstandelse

"Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Ordene var måske ikke helt sådan, da jeg stod midt i klimaksen af min store røvtur i 2018, men de føltes sådan og ramte mig lige så dybt.

Der sker noget i mig for tiden. Jeg bruger meget tid i den åndelige verden. En del af tiden er gået med at studere religiøse tekster. Ikke kun de kristne, selvom det mest er dem, der er i fokus.

Jeg tror næppe, at jeg nogensinde kommer til at gå "all-in" i religion eller at jeg bliver en "purist", for jeg har både skepsis og tiltro, hvad angår den kristne bibel (jeg mener, at den romersk-katolske kirke, som jeg på mange måder er så skeptisk overfor, har spillet hovedrollen mht. at udvælge og transformere indholdet). Så jeg går mine egne vegne. Hører mit eget kald og fornemmer intuitivt hvad der virker rigtigt, samtidig med at jeg prøver at styrer udenom det der bliver for dogmatisk. Jeg tror også på, at der er sandheder i andre religioner, for jeg har svært ved at tro "at alle andre end os kristne tager fejl". Kald mig bare en for en "mystiker" i stedet for en "kristen" og vidensøgende i stedet for troende.

Jeg oplevede nogle timer i nat, hvor flere gamle traumer hjemsøgte mig. Det gik her op for mig, at det traume som vedrører – det jeg ofte kalder den store røvtur – hvor jeg røg til sidst blev opsagt i mit ledervirke (2018), efter en meget hård kamp (2013-) og efterfølgende stresssygemeldning, dukkede op i tankerne igen. I mange af mine nattelige drømme oplever jeg glimt af de besværligheder jeg gennemgik, så jeg er åbenbart ikke helt færdig med traumet endnu. Det var omfattende og ramte mig på flere planer. Det siges, af folk som er astrologisk kompetente, at helingsprocesen er oppe i tiden lige nu - at det hele nu kommer op til overfladen. Vi oplever at gamle traumer lægges på et dybere niveau. Og at det er nødvendigt, hvis vi skal gøre os håb om at transformere os til noget højere.

Jeg har flere gange forsøgt at se, om jeg kunne fange mit forløb enten på skrift eller som en video. Jeg er endnu ikke tilfreds med det, som jeg har formået. For der er så mange følelser involveret samt nogle sider ved mig selv, som er knapt så flatterende. Sider som er nødvendige at bearbejde for at komme hel igennem. Det er ting som mit behov for at føle mig i kontrol, bitterhed over det der overgik mig, at jeg af og til er falder i offer-fælden og måske endda bliver krænkende (jeg bliver angrebet, så jeg angriber). Jeg gør mig også mange tanker om, hvorvidt det overhovedet vil være interessant for folk at høre om detaljerne. Det er jeg ikke så sikker på, men omvendt, uden beskrivelse af konteksten, frygter jeg at mine refleksioner om min dark-night-of-the-soul (ego død) og metamorfose ikke giver den samme mening for andre. Hvordan finder jeg balancen? Disse overvejelser optager mig en del. Samtidig er det med en fornemmelse af, at det nærmest er umuligt for mig at definere begyndelsen på hele og på slutningen.

Og hvorfor skriver jeg egentlig disse ord? Det er gået op for mig, at mine ord er blevet en slags dagbog. Igennem mine små skriverier, kan jeg følge mig egen udvikling. Det skulle jeg nok have gjort for længe siden, men bedre sent end aldrig.

Mens jeg således lå og lavede grillkyllingen i sengen i nat, slog tanken pludselig ned i mig:

Kan jeg tillade mig at sammenligne min proces (dark-night-of-the-soul / ego død og metamorfose) med tilfangetagelsen af Jesus, de pinsler han gennemgik, hans død og efterfølgende genopstandelse? Er det ikke at tage munden for fuld, for jeg er jo ikke just afgået ved døden fysisk? Sammenligningen handler absolut heller ikke om, at jeg ser mig selv som en Jesus figur, men der er måske alligevel ligheder. Og det handler ikke kun om mig: Jeg er også ret sikker på, at jeg ikke er den eneste der har gennemgået og gennemgår disse udviklinger. Mit skriv skal derfor opfattes metaforisk. 

Jesus blev afstødt (forrådt) af sine egne og den ledelse, som var gældende på dette tidspunkt (romerne) tilfangetog Jesus, pinte ham og til sidst slog ham ihjel på korset.

Nu har jeg ikke just været oppe at hænge på et kors. Men en del af mig døde i 2018. Min gamle identitet og personlighed. Jeg tror dette er årsagen til, at jeg ofte hører benævnelsen "egodød", selvom jeg ikke helt synes dette begreb rækker. For egoet dør aldrig, tror jeg. Jeg tror heller ikke, at det skal dø. Vi mennesker er væsener af materien – af kød og blod. Men vi er også åndelige. Egoet er det fartøj som gør os i stand til at være i denne verden. Men når du får fat i åndeligheden, transcenderer du egoet. Det er i egoet at din åndelighed bor, og det er en uundgåelig del af det, at være et levende menneske. Det er her jeg står, efter nogle særdeles hårde år.

Som Jesus oplevede da han fik tårnkransen på og oplevede de andre overgreb, gennemgik jeg selv frygtelige pinsler i mit ledervirke. Jeg fik min egen tårnkrans på – i mit tilfælde var det næsten billedligt det samme, men i form af et næsten kongeligt kontor, hvilket var en kontrast til mine faktiske og manglende beføjelser. Der var dog noget der alligevel holdt mig fast, og det var egoet. På den ene side havde jeg det forfærdeligt ved den måde jeg og min organisation blev behandlet på. Og på den anden side holdt jeg krampagtigt fast i  min status og de bekvemmeligheder, som egoet var knyttet til (stor autonomi og frihedsgrader, god løn, trygheden i ansættelsen). Resultatet var nok, at egoet dominerede og at det af og til resulterede i en adfærd, som på flere måder var en forvrængning af min egen kerne. Min iboende ansvarlighed var sammen med min afhængighed af min situation med til at køre mig ud over kanten tilsidst, hvor jeg blev stressramt.

Nu vil jeg dog ikke være unødigt hård ved mig selv, for jeg er godt klar over, at jeg har et godt hjerte og er et empatisk menneske, som kærer mig over min egen moral og integritet. Efter at have reflekteret over tingene siden 2018 kan jeg efterhånden udmærket godt forstå, hvorfor jeg har ageret som jeg gjorde. og jeg tilgiver på alle måder mig selv.

Spørgsmålet er om jeg tilgiver mine banemænd? Det gør jeg, men det har været en hård proces at komme igennem. Jeg forstår nu langt bedre, hvorfor de har ageret som de har gjort. At det hele handler om manglen på (bedre) viden og skyldes ikke ondskab. Måske kommer den dag, hvor jeg fortæller dem det til deres ansigt. De har på mange måder givet mig den gave, at jeg fandt den ægte version af mig selv. Det har løftet mig til nye højder.

Og var det ikke sket, tror jeg at jeg ville være et helt andet sted bevidsthedsmæssigt. Det der skete, var med til løfte mig ud af mit daværende kredsløb. 

Noget af det der virkelig var med til at såre mig, og som jeg havde svært ved at forstå var, hvorfor jeg havde en oplevelse af, at mange af de ansatte og kollegaer som jeg på daværende tidspunkt havde et supergodt forhold til, nu vendte mig ryggen. Med en enkelt undtagelse (en empatisk anlagt kvinde, ligesom Maria Magdalene i historien om Jesus) var der ingen der tog kontakt og spurgte mig, hvordan jeg havde det (jeg var samtidig gået ned med stress). Det sårede mig dybt. Både fordi jeg syntes det var dybt uretfærdigt og det fik mig til at fylde mig med påduttede skyldfølelser (den skyld har jeg sidenhen fået frigivet).

Jeg tænker, at det kan være gode jordiske forklaringer. Du bliver afstødt af virksomhedens immunforsvar og ryger ud, men dine tidligere ansatte og kollegaer bliver tilbage. Der opstår nemt en form for kognitiv dissonans: De kan ikke på én og samme tid stille sig på min side, være empatiske med min situation og samtidig se tillidsfuldt på den organisation der er bagved, og som er en del af deres forretningsmæssige liv og nuværende fortælling. Det nemmeste og måske mest naturlige i denne situation har været, at skrive mig ud af historien. Om det ligefrem oversætter sig til lidet flatterende fortællinger, der skal tjene at underbygge den version, skal jeg lade være usagt. For jeg har ingen kontakt til nogen i mit gamle bagland.

Der var fx situationen hvor én af mine ledere i Tyskland mistede én af hendes ansatte. En ung, og ellers glad ung mand, blev depressiv og tog sit eget liv. Jeg havde et nært forhold til denne leder, og har ved flere lejligheder besøgt hende privat. Jeg rettede henvendelse da jeg hørte det, for at udtrykke min store sorg og overraskelse. Jeg blev totalt ignoreret, og jeg synes det var uhørt efter at have sendt en besked med så meget dyb empati. Efter mange ihærdige forsøg fik jeg til sidst en reaktion. Et meget kort og upersonligt svar. Afvisningen sved i den grad. Men jeg tror jeg forstår årsagen, nu.

Tilbage til Jesus: Da han blev tilfangetaget nægtede Peter, én af hans nærmeste disciple, at kende til Jesus. Dette foregik mens Jesus blev forhørt og torteret. Efter at Peter fornægtede Jesus for tredje gang (det var forudsagt af Jesus i øvrigt), gik han ud og græd bittert (Lukasevangeliet 22:54-62). Dette symboliserer frygten og svagheden hos selv de nærmeste tilhængere, når de bliver konfronteret med fare. Dette rummer visse ligheder med min egen historie.

Ifølge evangelierne flygtede de fleste af Jesus disciple, da han blev arresteret i Getsemane Have. De forlod ham, da de var bange for at samme skæbne skulle overgå dem.

Endeligt var der fortællingen med, at Judas forrådte Jesus for ussel mammon. Grådighed og svigt har måske også spillet en rolle hvad angår motiverne hos dem som blev mine egne banemænd.

Så jo, Jesus blev forrådt og forladt, selv af sine nærmeste. Dette understøtter det fælles tema med isolation og lidelse, som er fremtrædende i både Jesus' liv og i mit eget.

Da Jesus hang på korset følte han sig forladt af Gud ("Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"). Han oplevede dyb fysisk og sjælelig smerte. Jesus gennemgik ikke kun fysisk død, men også en total opgivelse af sit liv og ego. Han ofrede sig for noget der var større end ham selv, nemlig menneskehedens frelse.

Jeg sammenligner det med den omtalte egodød, hvor det gamle må dø, for at skabe plads til en dybere sandhed. Man kan måske også sige, at jeg ofrede mig for noget der var større: Nemlig at organisationen kunne køre videre. Men også for, at min egen kerne ikke gik til. Det var dog mest mens jeg stadig var ansat, at mine handlinger havde karakter af offergaver, fx når jeg påtog mig at udføre opgaver, som egentlig blot var med til at cementere min egen "korsfæstelse", men som gjorde organisationen i stand til at køre videre. Det føltes dog ikke, som at jeg havde et valg, da jeg blev endeligt afstødt.

Efter egodøden følger en form for forvandling eller genfødsel. Jesus genopstandelse kan ses som et stærkt symbol på den proces. På et mere universelt plan symboliserer hans opstandelse, af der efter mørket og dødens nedbrydelse følger en ny form for eksistens – et opstået, transcendent væsen. Derfor er betegnelsen "metamorfose" oplagt. Dette handler om hvordan et menneske, efter gennemgangen af dyb lidelse og opløsning af egoet, kan opleve en spirituel opvågning, ny indsigt. I en dark-night-of-the-soul går sjælen gennem mørket for at nå en højere forbindelse med Gud. Det er en smertelig proces i lighed med Jesus lidelser. Du kan mærke, hvordan dele af dig går til, men har endnu ikke en stærk fornemmelse af, hvad du er ved at blive til. Du har ikke engang en ide om, at du er i en transformation og ved ikke om det er en slutning du oplever. I lang tid kan du kun fornemme mørke, og famler dig frem i blinde. Måske var det mest psykologisk og mentalt i mit tilfælde, men dog også med visse fysiske symptomer hvad angår min krops reaktion på stressen. Der er tale om en spirituel genfødsel – en transformation til en højere spirituel bevidsthed eller værentilstand. Jeg er på så mange måder totalt forandret og tænker, at det er med til at varsle en ny en tid med håb og forhåbentlig en ny begyndelse for menneskeheden.

Måske er det den vej vi alle uundgåeligt må igennem. At vi må opleve korsfæstelsen og genopstandelsen for at udvikle en større åndelig bevidsthed. Ikke at jeg tror alle mennesker vil opleve det i deres nuværende inkarnation. Men jeg tænker, at dette er vejen vi må turde betræde. Det er en del af den nødvendige proces. 

Som jeg ynder at sige, er jeg usikker på, om jeg er helt igennem min egen proces. Jeg tror det måske ikke, men jeg er også usikker på, om der findes nogle skarpe kriterier. Men jeg har i længere tid navigeret efter det lys, som jeg kan se for enden af tunellen. Og det føles som om, at jeg træder mine barnesko i et nyt liv. Her skal jeg først gøre mig mine nye erfaringer, inden jeg kan udvikle mig yderligere. Alt hvad jeg ved er, at jeg tager min proces dybt alvorligt og prioriterer den over alt andet. Det gør jeg bl.a. ved at åbne mig helt op og ved at søge mere viden. 

Jeg gentog Winston Churchill's kloge ord "If you are going through Hell, keep going" mange gange undervejs. Det blev mit nye mantra. Jeg har været led og ked af det hele, og det har gjort mega ondt at være i en langvarig proces. Jeg tør godt at sige, at dette har været den mest omfattende livskrise jeg har stået overfor. Jeg overvejede dog på intet tidspunkt "at tage herfra". Den tanke har altid været mig meget fjern. Jeg tænker, at der er en mening med alt, også med smerten. Og min vedholdenhed, viljekraft og nysgerrighed har været gode kompagnoner undervejs.

Det har gjort et stærk indtryk på mig, og har været med til at præge min proces, at vi så fra 2020 gennemgik nogle mærkelige år med Covid, Ukraine, Klima osv. Dette er også en del af min personlige transformation, og det har bevirket en nærmest umættelig trangt til at få mere viden. Min tørst er stor. Set i bakspejlets lys, virker det hele meget meningsfyldt for mig nu. At dette har været min forudbestemte vej, og som jeg gennem hele livet er blevet gjort klar til, er jeg ikke længere i tvivl om.