Måder at håndtere smerte, tab og sorg

Jeg sad i går og så et par korte podcasts med David Ghiyam, en Kabbalist som jeg har en god respekt for. Han talte om smerte, sorg og tab og satte det i forhold til Kabbalah. Han ved vist godt hvad han taler om, for han har lige mistet sit hus i LA til flammerne. Jeg har indsat links til videoerne i slutningen af artiklen, så du selv kan se dem, hvis du har lyst (de er forholdsvis korte). Måske får du noget andet ud af dem, end jeg gjorde.

I episode 24 og 25 taler han om formålet med, at vi – som sjæle – har valgt at optræde i denne fysiske verden. At det handler om at opleve og udleve det frie valg. Han forklarer tingene på en måde, så selv jeg kan forstå dem: 

Vi ønsker, som sjæle, at opleve hvordan det er, at skabe ligesom vores skaber. Hvis vi forestiller os, at vi kun vil være modtagere af det guddommelige lys, er der ikke meget kredsløb i tingene. Det går kun én vej.

Hvordan er det det plejer at gå i et forhold, hvis det kun går den vej, at den ene part giver, giver og giver, og den anden part modtager, modtager og modtager? Der sker som regel det, at modtageren begynder at tage afstand til afsenderen. Det bliver næsten til en form for afsky. Og til sidst bryder man måske ud af det ubalancerede forhold. Derved genfindes balancen. Når vi modtager lyset og sender det videre ved selv at skabe, holder vi tingene i flow. Der er kredsløb i tingene, og jeg har også tidligere skrevet om dette kredsløb i denne artikel.

Han taler også om, hvordan vi altid vil opleve, at de negative kræfter vil balancere de positive. Uanset hvor oplyste, bevidste og spirituelle vi er. Han giver nogle gode eksempler fra det politiske, hvor det næsten altid er situationen, at et politisk valg ligger og vipper omkring fifty-fifty. Jeg må give ham ret i, at det vist holder meget godt i virkeligheden.

David er også inde på, hvordan vi har så svært ved at forstå, hvorfor der er så meget mørke og ondskab i verden, og hvorfor naturkatastrofer rammer os. Det forklares med udgangspunkt i kabbalismen ved, at skaberen forsøger at bringe balance i tingene: Hvis vi - med vores samlede lave bevidsthed - har skabt så meget rod og støj i verden, at der er risiko for at vi mister balancen, bringer "ondskab" og katastrofer balancen tilbage. Døden må til, for at noget nyt kan skabes. Som jeg var inde på i een af mine Facebook opslag i går, må træet beskæres, hvis der er for mange grene og blade på træet til, at det kan bære frugt. Det kan så udmønte sig i tabte menneskeliv og tab af materielle besiddelser. Døden er nødvendig.

Der var derudover 3 dybe indsigter jeg tog med fra hans programmer:

1) Forstå at smerten har et formål.

Formålet med smerten er at "purge" / udrense negativitet i dit liv. Smerten vil oftest tilskynde dig til at ændre noget og at handle. For du ønsker dig væk fra smerten. Netop ved at forbinde sig med formålet, bliver smerten jo oftest mindre mærkbar. Faktisk kan du udholde nærmest uendelig meget, hvis du opfatter, at der er et værdigt formål bagved den.Vi skal med andre ord ikke have så travlt med at få smerten væk ved at tage en genvej. Vi risikerer at smerten finder tilbage ved anden lejlighed, for negativiteten SKAL purges. Vi skal stå den igennem, og læne os ind i den. Vi må byde smerten velkommen. No pain, no gain. Vælger vi ikke smerten, vil smerten vælge dig. Det er her, at det frie valg kommer ind igen, for vi kan nemlig vælge smerten, fremfor at flygte fra den.

2) Paradokset omkring tab.

Når vi oplever et tab, det være sig et tab over noget materielt eller en periode i vores liv, bør vi forbinde os med den indstilling, at der findes en god grund til smerten, som kun de højere magter er klar over. Det er dog ikke sikkert, at du kan se denne grund. Du må så have blind tiltro, tiltro hinsides enhver logik, at der alligevel ER et formål med tabet. 

Det er så her, at jeg blev påmindet om den mægtige visdom der kan hentes fra det stoiske, for det ræsonnerer 100% med stoikernes indstilling.

Paradokset opstår så ved, at vi i den materielle verden vi lever i, stadig må handle og tage vores praktiske forholdsregler vedr. tabet: Er dit hjem brændt ned må du fx kontakte forsikringsselskabet, og du må finde en anden og midlertidig bolig. Du må sikkert også ud og købe nyt tøj. 

Så på den ene side – den spirituelle - må du agere ud fra en forståelse om, at der slet ikke er noget problem, og på den anden side – den materielle – må du agere som, at der er. De er lidt i et modsatrettet forhold, men kan vi balancere disse to størrelser, skaber vi de rette betingelser for ny manifestering. Vi er dog – som mennesker – også udstyret med et frit valg. Så du kan i princippet godt gå med negativiteten og beslutte dig til, at der ER et problem, også spirituelt. Men derved giver du også energien omkring dit materielle tab fra dig. Det vil jeg komme mere ind på i det næste punkt.

3) Den spirituelle tilgang til kognitiv dissonans.

Måske med et par undtagelser, som tabet af et andet menneske (der i øvrigt også er en illusion eftersom sjælen ikke dør) eller dit helbred, er det meste af det du derudover kan miste af en materiel karakter.

Brænder dit hjem har du måske mistet nogle mursten, noget træ, noget papir og noget tøj. Grunden til, at vi oftest begræder det så dybt som vi gør er, at vi har tilknyttet nogle positive energier (eller stemninger/minder) til genstandene. Men er disse energier eller stemninger brændt? Nej vel, for det kan de jo ikke. Energierne og stemningerne er noget vi bærer i det indre. Og det er vel egentlig det samme, hvis du mister dit job. Du har måske mistet en indtægt og en meningsfuld rolle, men energien om det du gjorde i bytte for pengene, kan du jo vælge at holde fast i, og få opfyldt på anden vis. Du kan også opnå meningsfuldhed på andre måder.

Du har dog et frit valg om, hvordan du reagerer på dit tab. Du kan læne dig ind i smerten/sorgen, og det skal du under alle omstændigheder gøre (se punkt 2). Men det er ikke et sted du skal opholde dig for længe, så du skal minde dig selv om, at ingen kan tage din energi eller indstilling fra dig. Dette flugter utrolig godt med Victor Frankl's bog "A man's search for meaning", hvor han skriver om, at INGEN kan tage din indstilling fra dig, heller ikke sadistiske nazister med et latent jødehad.

Hvis vi vælger at forblive i smerten og også giver energien bag det materielle tab fra os, er der jo stor risiko for at det vil manifestere endnu mere fysisk negativitet i vores liv. Så ifl. David tager skaberen poweren fra os, i disse situationer. For denne power er alt for kraftig til at vi vil risikere negativ skabelse:

Det er lidt ligesom hvis vi forestiller os et menneske, der er så opslugt af sin egen negativitet at han er forfaldet til alkoholisme. I sådan en situation er det ikke særligt forsvarligt, at overlade ham bilnøglerne. Vi beskytter ham ved ikke at give ham adgang til vores køretøj. Skaberen gør det samme.

Jeg kom også i tanke om begrebet Kognitiv Dissonans. Det er en tilstand, som vi mærker, når der opstår en uoverensstemmelse mellem vores virkelighed og vores tænkemåde. Hvis vi ikke kan ændre på virkeligheden, må vi nødvendigvis ændre på vores opfattelse af virkeligheden, og bringe dem i overensstemmelse. Ellers føler vi et indre ubehag.

Hvis I drømmer om at købe jeres drømmehus, og en anden køber så snupper det for næsen af jer, vil det nok påføre jer et vist mentalt ubehag og en vis smerte. Vi vil så søger forbi denne smerte og over i noget mere positivt. For mange sker det måske, når de så køber et andet hus, og fordrejer deres egen opfattelse af, at det at det første hus smuttede, egentlig var det bedste der var sket. For ellers have de jo aldrig fundet det drømmehus, de bor i nu. Vupti, ubehaget går væk.

Jeg kom også i tanke om begrebet under Covid. Vi blev af regeringen og af myndighederne tvunget til at gå med mundbind. Hvis man nu ikke bryder sig om det, kan det medføre kognitiv dissonans. Men ændrer vi så vores opfattelse til, at det er meningsfuldt og godt at gå med mundbind, er der jo overensstemmelse med virkeligheden og ubehaget går væk.

Jeg har dog aldrig før tænkt på det, som at virkeligheden måske alligevel godt kan være den der flytter sig. Oftest skaber vi jo også den negative spejling af vores virkelighed, når vi oplever tab og smerte. 

Måske begynder jeg i virkeligheden at forstå loven om tiltrækning, noget jeg altid har haft svært ved at få til at virke som en positiv kraft, selvom mange (forgæves) har forsøgt at forklare, hvordan man får det til at virke (jeg er i øvrigt heller ikke så sikker på, at de selv har forstået det).

Den kabbalistiske anbefaling er, at vi holder fast i den positive energi, som vi, som sagt, ikke kan miste, med mindre vi selv vælger at give den fra os. At vi indser, at der slet ikke er noget problem, og at der må være en grund til tabet, selvom vi måske ikke kan se den med vores begrænsede hjerner. At vi vælger at møde udfordringen med et smil og en positiv indstilling, om at det nok skal gå. Og at vi forventer miraklet. At vi har blind tiltro – tiltro hinsides enhver logik - til, at det VIL blive godt.

Universets love vil så sikre, at det der mangler, for at modsvare den positive energi, VIL manifestere sig. For ellers er der uorden og ubalance i tingene. Dermed ikke sagt, at du får en 100% identisk erstatning. Sikkert ikke. Har du fx mistet din førlighed (= materie som er i samme lag som det materielle), er dette måske ikke muligt. Men måske får du noget endnu bedre, som du slet ikke har tænkt på endnu. Det handler nok om at være fleksibel i sit mindset.

Jeg ved det, det er ikke så nemt som det lyder. Det handler om at have tiltro hinsides enhver logik. Jeg tror dog mere og mere på, at universet opererer efter nogle andre spilleregler end vores forsimplede logiske hjerner er i stand til at begribe, og hvad har jeg egentlig at tabe? Jeg ved ikke med dig, men det udfordrer i hvert fald MIN måde at tænke på, altså på den gode måde.