Loven om tiltrækning - den bibelske vinkel

Det skal handle om Loven om Tiltrækning igen, og der er løbet meget vand i åen for mig, siden jeg for mange år siden så filmen The Secret. I dag synes jeg, den er overfladisk og materielt orienteret, men jeg må alligevel anerkende, at den måske var medvirkende til, at jeg blev sporet ind på emnet.

I min første artikel om emnet, som ses her, skrev jeg forholdsvis generelt. For at det ikke skal blive for overvældende, vil jeg nu fokusere på emnet i forhold til tre planer:

1. Loven om Tiltrækning som beskrevet i Bibelen.

2. Den spirituelle synsvinkel – primært Kabbalah og Hermetisme.

3. Eksistensplanet – med fokus på både det fysiske og det mentale.

Denne artikel vil handle om det bibelske plan, for jeg finder det faktisk interessant, at Loven om Tiltrækning synes at være underbygget af Bibelen.

Min forståelse af Loven om Tiltrækning er, at det ikke er nok bare at ønske sig det, man begærer. Det kan nemt blive for mekanisk. Både tanker og følelser skal i spil, og derfor siges det, at man skal forudsætte, at det, man ønsker, allerede er en virkelighed (det vil jeg uddybe i de øvrige artikler).

Jeg skal hilse fra mig slv og sige, at det er nemmere sagt end gjort "bare" at bilde sig selv ind, at det allerede er sket. For vi mennesker – og her regner jeg mig selv med – har en tendens til først at ville tro på noget, når vi har set beviset. Så det kan godt være, vi begærer noget. Men når beviset udebliver, fyldes vi med tvivl. Og når vi fyldes med tvivl over vores 'mangel', er det desværre det, vi kommer til at manifestere i stedet.

Det handler altså om at være forholdsvis stærk i troen. Om virkelig at prøve at overbevise sig selv.

Start lige med at se denne korte video fra skuespilleren Anthony Hopkins:

Nu vil jeg egentlig gemme det kabbalistiske til næste artikel, men tilgiv mig en enkelt tilsnigelse: Det gælder om at tro så kraftigt på noget, at det er hinsides enhver form for menneskelig logik.

Logikken handler om at vi ønsker at forstå hvordan.

Men det er ikke vores opgave at blande os, selvom vi må gå igennem processen (det kan ikke nytte sig noget at sidde hjemme på sofaen hele tiden). Vores opgave er at udtrykke vores intention og derefter gå igennem processen i den fysiske virkelighed, mens vi samtidig slipper illusionen om at være i kontrol.

Det handler om at have tiltro. Vi vil så gerne forstå og kende til processen – og især til, hvornår vi kan forvente, at det, vi drømmer om, manifesteres. Vi tænker i lineær tid. Men det gør universet ikke. Universet arbejder snarere med tilstande, vi skal igennem, end med bestemte tidsmål.

Vi må forstå, at når vi beslutter os for at tro på, at vores begær allerede er en virkelighed, vækker det også de følelser, der hører til. Følelserne er de vibrationer, som er nødvendige. Det kommer jeg mere ind på i artiklen om, hvordan manifestation foregår på eksistensplanet.

Når vi ikke har en stærk tiltro, svarer det lidt til, at gartneren graver frøet op for at se, om planten nu også gror. Det ødelægger formentlig spirens vækst. Vi kommer til at sabotere tiltrækningsprocessen, fordi vi blander os og tror, vi kan manipulere os frem til resultatet.

Kernen i Loven om Tiltrækning er, at vi skaber vores virkelighed mentalt. At alt er sind, og at virkeligheden indordner sig efter vores sind. Man kan sige, at det handler om, at der findes en uendelighed af paralleluniverser – og alt det, du ønsker, allerede eksisterer i et sådant parallelunivers. Kunsten er at skifte ind i det.

Inden vi kommer for godt i gang, skal jeg måske lige slå fast, at "manifestering" og "begær" for mig ikke udelukkende er materielle begreber. Vi begærer såmænd alle sammen ét eller andet – om det så er meningsfuldhed, gode relationer, et godt helbred eller noget mere håndgribeligt, der kan købes for penge.

Men lad os komme i gang, og begynde med at belyse det at have tiltro til processen. Lad os starte med at kigge på Markusevangeliet 11:24:

"Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det."

Dette vers er næsten som en direkte opskrift på manifestation via klar forventning: Man skal tro, at man allerede har modtaget det, før det ses i virkeligheden.

I Hebræerbrevet 11:1 står der:

"Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses."

Dette vers lægger fundamentet for hele idéen om at leve i tro – som om det usynlige allerede er virkeliggjort.

Forsætter man til vers 3, står der:

"I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt."

Her slås det fast, at alt det, der manifesteres, først fødes i det mentale eller "usynlige" – i hvert fald ikke i den fysiske virkelighed.

Bevæger vi os over i Det Gamle Testamente og ser i Jobs Bog 22:28, står der:

"Beslutter du noget, vil det lykkes, og lyset vil skinne på din vej."

Det er ikke blot bøn – men beslutning, vilje og indre overbevisning, der skaber realitet.

Og i Esajas 65:24 står der skrevet:

"Før de kalder, svarer jeg, endnu mens de taler, hører jeg."

Man får altså svar, før man formelt har bedt – fordi ønsket allerede er taget imod i bevidstheden.

For lige at spinde en tråd tilbage til Anthony Hopkins i videoen, er her den historie som han refererer til: 2. Kongebog kapitel 3. der netop handler om manifestering gennem handling før bevis.

Her er konteksten: Kongerne af Israel, Juda og Edom er i krig mod Moab og løber tør for vand i ørkenen. De henvender sig til profeten Elisa, og han siger følgende i vers 16-17:

»Dette siger Herren: Grav denne dal fuld af grøfter, for dette siger Herren: I får hverken vind eller regn at se, og dog skal denne dal fyldes med vand, så både I og jeres hær og dyr kan drikke.

Der kommer altså ikke regn, og de skal heller ikke forvente synlige tegn – men de skal handle i tro og grave grøfterne som om vandet allerede er på vej. Og det er det! I vers 20 står der nemlig:

Næste morgen ved morgenofferets tid strømmede der vand ned fra Edom, og landet fyldtes med vand.

Det er en bibelsk metafor for at gøre klar til at modtage, selv når intet tyder på, at miraklet kommer. Det er essensen af manifestering: Handling uden synligt bevis – men med indre sikkerhed.

Selve skabelsesberetningen fra Det Gamle Testamente beskriver i høj grad manifestering, for den verden, vi kender, blev jo skabt af Gud. 1. og 2. Mosebog fortjener særlig opmærksomhed i forhold til emnet at manifestere.

Jeg tillader mig at citere hele 1. Mosebog kapitel 1, for der er så mange interessante aspekter, at det fortjener en mere detaljeret granskning. Her kommer kapitlet:

"I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene.

Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag.

Gud sagde: »Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!« Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel. Så blev det aften, og det blev morgen, anden dag.

Gud sagde: »Vandet under himlen skal samle sig på ét sted, så det tørre land kommer til syne!« Og det skete. Gud kaldte det tørre land jord, og det sted, hvor vandet samlede sig, kaldte han hav. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Jorden skal grønnes: Planter, der sætter frø, og alle slags frugttræer, der bærer frugt med kerne, skal være på jorden.« Og det skete; jorden frembragte grønt, alle slags planter, der sætter frø, og alle slags træer, der bærer frugt med kerne. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, tredje dag.

Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag.

Gud sagde: »Vandet skal vrimle med levende væsener, og fugle skal flyve over jorden oppe under himmelhvælvingen!« Og det skete; Gud skabte de store havdyr og alle slags levende væsener, der rører sig og vrimler i vandet, og alle slags vingede fugle. Gud så, at det var godt. Og Gud velsignede dem og sagde: »Bliv frugtbare og talrige, og opfyld vandet i havene! Og fuglene skal blive talrige på jorden!« Så blev det aften, og det blev morgen, femte dag.

Gud sagde: »Jorden skal frembringe alle slags levende væsener, kvæg, krybdyr og alle slags vilde dyr!« Og det skete; Gud skabte alle slags vilde dyr, al slags kvæg og alle slags krybdyr. Gud så, at det var godt.

Gud sagde: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem og sagde til dem: »Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!« Gud sagde: »Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde. Til alle de vilde dyr og til alle himlens fugle, ja, til alt levende, der rører sig på jorden, giver jeg alle grønne planter som føde.« Og det skete. Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Så blev det aften, og det blev morgen, den sjette dag."

Jeg har lyst til at starte analysen med noget, som egentlig ikke i sig selv har noget direkte at gøre med manifestering, men som alligevel kan vække undren – nogle mærkelige paradokser, som flere mennesker allerede kender til, men hvor der synes at være forskellige holdninger.

For det første: På de seks dage, hvor Gud skaber verden, skabes lyset faktisk allerede før dag ét. Ikke på dag ét, for afsnittet lyder:

"Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag."

Som jeg læser det, starter den første dag efter at lyset er skabt. Ergo må lyset være skabt før første dag – det, man kunne kalde dag 0. Alt starter med lyset.

For det andet: Læser man videre, fremgår det, at der for hver dag opstår aften og derefter morgen – men det er først på fjerde dag, at Gud skaber solen og stjernerne. Det står nemlig i vers 14-19:

"Gud sagde: »Der skal være lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat. De skal tjene som tegn til at fastsætte festtider, dage og år, og de skal være lys på himmelhvælvingen til at oplyse jorden!« Og det skete; Gud skabte de to store lys, det største til at herske om dagen, det mindste til at herske om natten, og stjernerne. Gud satte dem på himmelhvælvingen til at oplyse jorden, til at herske om dagen og om natten og til at skille lys fra mørke. Gud så, at det var godt. Så blev det aften, og det blev morgen, fjerde dag."

Der er altså et umiddelbart paradoks i, at der tilsyneladende er tale om to slags lys, for lyset var jo allerede nævnt som værende skabt før dag ét. Det giver dog faktisk god mening, hvis man tager de kabbalistiske briller på. Det første lys (indtil dag fire) er Or Ein Sof – "det uendelige lys". Altså ikke lys i den forstand, vi normalt bruger begrebet. Det lys, der skabes i vers 3, er derfor ikke sollys, men bevidsthedens lys, Guds tilstedeværelse – ren eksistens, awareness.

Men lad os vende tilbage til selve manifesteringen.

Prøv at lægge mærke til, hvordan der synes at være en tredelt struktur for alt det, Gud manifesterer:

1. Først proklamerer Gud, hvad der skal ske. Fx: "Der skal være en hvælving i vandene; den skal skille vandene!"

2. Dernæst konstaterer eller oplever Gud, at det er sket. Fx: "Og det skete; Gud skabte hvælvingen, som skilte vandet under hvælvingen fra vandet over hvælvingen. Gud kaldte hvælvingen himmel."

3. Til sidst udtrykker Gud tilfredshed, typisk med sætningen: "Gud så, at det var godt." Denne sætning gentages flere gange.

Jeg har læst om, hvordan nogle følger netop denne struktur, når de ønsker at manifestere det, de begærer. Og det synes at give god mening: først intention, så oplevelse, og til sidst taknemmelighed.

En måde at udtrykke intentionen og forventningen om, at det allerede er sket, kunne være at danne sætninger som: "Jeg er..." (fx: "Jeg er velhavende", "Jeg er én, som kunderne strømmer til", "Jeg er velsignet med meningsfulde relationer" osv.)

Og går vi til 2. Mosebog kapitel 3, vers 14, lyder det fra Gud til Moses:

"Jeg er den, jeg er!"

Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: 'Jeg Er' har sendt mig til jer."

Når du udtrykker dig ved at sige "Jeg er…", påkalder du Guds navn.

Ehyeh Asher Ehyeh (אֶהְיֶה אֲשֶׁר אֶהְיֶה) er hebraisk for  "Jeg er den, jeg er", ifl. de officielle oversættelser. Her er der dog den krølle, at "Ehyeh" er 1. person ental af verbet "at være i imperfectum (ufærdig tid). Det betyder derfor bogstaveligt "Jeg vil være" eller "Jeg bliver". Så hele sætningen kan også oversættes til "Jeg vil være, hvad jeg vil være" eller "Jeg bliver den, jeg bliver". Man kan dog vælge at se sådan på det, at Gud transcenderer det menneskelige tidsbegreb.

I 2. Mosebog 14:15-16 finder vi flere guldkorn – bl.a. i beretningen om, hvordan Moses deler havet – og også her handler det om at være stærk i troen:

Gud siger ikke: "Stå stille og se mig gøre det."

Nej, han siger:

"Hvorfor råber du til mig? Sig til israelitterne, at de skal bryde op. Du skal løfte din stav og række hånden ud over havet og kløve det, så israelitterne kan gå tørskoet gennem havet."

Det er nærmest, som om Neville Goddard hvisker i ens øre: "Be still and know that I am God – not a being outside of you, but your own wonderful human imagination."

Moses manifesterer ikke ved at tigge, men ved at handle ud fra identitet – som den, der er sendt af Gud. Han handler som én, der allerede er ét med løsningen.

Goddard ville sige, at virkeligheden bøjer sig for ønsket.

Jeg kan ikke lade være med at nævne en tilføjelse, som kabbalisterne har til historien. I den jødiske Midrash (Shemot Rabbah 21:10 - midrash er en samling af rabbinske fortolkninger, historier og kommentarer til Bibelens tekster – især Toraen (de fem Mosebøger). Den bruges til at uddybe, forklare og nogle gange fabulere over det, der står i Skriften, ofte med dyb symbolik, moral og humor) beskrives en mere dramatisk version:

"Da israelitterne stod foran Det Røde Hav med hæren bag sig, delte vandet sig ikke straks, da Moses løftede staven – det skete først, da en mand ved navn Nahshon sprang i og gik ud i vandet helt op til halsen."

Han sagde:

"Hav, split dig, ellers drukner jeg i min tro på Gud."

Først da – ifølge Midrash – delte havet sig. Det er en slags proto-manifestation: handling før bevis, tro før logik, vådhed før tør vej.

Vi kan også betragte historien om, hvordan Jesus og Peter gik på vandet (Mattæusevangeliet 14:28-31):

"Men Peter sagde til ham: »Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.«

Han sagde: »Kom!«

Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus.

Men da han så den stærke storm, blev han bange og begyndte at synke og råbte: »Herre, frels mig!«

Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: »Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?«"

Goddard ville tolke det sådan:

"Du kan kun fastholde din manifestation, hvis du forbliver i den tilstand, som matcher dit ønske. Når du forlader tilstanden 'jeg er allerede' og glider over i 'jeg håber', mister du grebet."

Peter sank ikke i vandet – han sank i bevidsthedens frekvens.

Du kan ikke manifestere noget, du dybest set ikke føler dig ét med.

I Markusevangeliet 11:23-24 finder vi en af Jeshua's stærkeste udtalelser om troens magt:

"Sandelig siger jeg jer: Den, der siger til dette bjerg: 'Løft dig op og styrt dig i havet!' og som ikke tvivler i sit hjerte, men tror, at det, han siger, vil ske – for ham sker det.

Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det."

Neville Goddard kommenterer:

"Det, du bevidst accepterer som sandt i dit indre, vil uundgåeligt udtrykke sig i det ydre."

Han forklarer også, at Bibelens "bjerg" ikke er et fysisk bjerg – det er en omstændighed, du ønsker at ændre. Når du taler med autoritet, som om det allerede er sket – og tror det inderst inde – da må virkeligheden bøje sig.

Eller tag historien om den blinde mand ved Jeriko, beskrevet i Lukasevangeliet 18:35-43:

"Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede.

Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde.

De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.«

Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«

De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille, men han råbte bare endnu højere: »Davids søn, forbarm dig over mig!«

Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham:

»Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?«

Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.«

Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende! Din tro har frelst dig.«"

Det lyder banalt – men det er eksistentielt.

Goddard ville sige:

"Manifestation starter med klarhed. Du må vide, hvad du ønsker – og føle det, som om det allerede er dit."

Jesus siger: "Din tro har frelst dig."

Goddard siger: "Din følte virkelighed er troens sande ansigt."

Det er meget muligt, jeg vil endda sige 'sandsynligt' at bibelen indeholder langt flere relevante passager om emnet. Dette er dog, hvad jeg har kunne formå at afdække med mit - stadig lidt - begrænsende kendskab.