Jeg er IKKE leder!

Jeg har de sidste par dage været  travlt beskæftiget med gøremål for andre, og har ikke haft så meget tid til mig selv. Men kloden drejer jo rundt, selv uden min medvirken :-) Og der har alligevel været masser af aktiviteter på LinkedIn omkring ledelsesbogen "PisseGod Ledelse" som jeg er medforfatter på.

Jeg har ikke været den flittigste skribent for at proklamere bogen på de sociale medier. Den ærlige forklaringer nok, at jeg simpelthen bare ikke har haft lyst:

Jeg er i forvejen træt af LinkedIn og hvad jeg opfatter som "overfladiskhed". For mig - er det sådan en tung energi, der ligger hen over det hele, hvor der nemt går "Se mig!" i det hele. Så tung, at da jeg lige i en pause nåede at respondere på et indslag, hvor jeg med en ven blev enige om, at det kunne være befriende hvis man kunne vise og måske diskutere sin musiksmag, livede jeg faktisk lidt op igen. Det gider jeg nemlig godt - altså skrive om min musiksmag og høre om andres tilsvarende smag. Det siger meget om mennesket bagved, synes jeg.

Min egen musiksmag vil jeg betegne som "kompleks". Men jeg har også en "kompleks" personlighed, og jeg har mange forskellige stilarter jeg lytter til, afhængigt af mit humør og omstændighederne. Jeg hører ikke så gerne radio, når jeg kører bil. Grunden er, at jeg nærmest er ALLERGISK overfor den musik der spilles for tiden. Jeg har faktisk lagt mærke til, at de samme numre cirkulerer mere end 3 år, og når man i forvejen er godt og grundigt træt af den intetsigende popmusik, ja så kan der jo nemt gå allergi i tingene. 

Men hov, det var jo slet ikke musik, som mit indlæg skulle handle om. Det skulle derimod handle om processen med at skrive en ledelsesbog.

Det tog os mere end 2 år at skrive den bog. Vi skulle selvfølgelig tænke os godt om, og vi var grundige mht at forsøge at forstå vores målgruppe. Vi interviewede bl.a. flere ledere in spe. Vi lagde det hele ud til offentligt skue på www.pissegodledelse.dk, og så endte vi forresten med at skrotte en del af det alligevel. Strukturen var ikke god, syntes vi. Så vi nulstillede og begyndte forfra - med strukturen.

Selve skriveprocessen føltes - for mig - sommetider som et slid. Men det var der en grund til, for der foregik en masse ting indvendigt, hos mig.

Efter 22 år indenfor ledelse (med stigende progression) var jeg røget i krise - en langvarig "dark night of the soul" som fulgte efter et stresssammenbrud og en efterfølgende opsigelse. Når man - som jeg - er gået fra job til job, var det måske ikke så mærkeligt, at jeg troede jeg bare skulle videre til mit næste ledelsejob. Det tog mig hen ved 2 - 2 1/2 år at erkende, at det skulle jeg så IKKE. På en meget mærkelig vis, var alle ledelsesdøre pludselig lukkede eller smækkede i for næsen af mig.

Langsomt begyndte jeg at erkende, at ledelse alligevel var blevet knyttet til min identitet. Og når jeg ikke skulle lede mere, hvem var jeg så i grunden? Først når du finder dit ægte (og måske nye) jeg, kan du tage hul på din kommende retning.

Jeg arbejdede med mine egne skyggesider i perioden: Med min tendens til overansvarlighed, mit behov for at føle mig i kontrol (dog ikke af andre mennesker) og min frygt og angst. Men jeg blev også bekræftet omkring min autenticitet og integritet.

Det er som var så specielt for mig, hvad angår bogen, var at jeg jo skrev på bogens indhold MENS jeg var igang med at frigøre mig fra min indbildte identitet og fra mit ego. Det var ellers noget af en proces, skal jeg hilse at sige: Lysten til at påtage mig et ledelsesjob igen (under de almindelige kendte og udbredte rammer) svandt hastigt ind. Det værste var hvis jeg gik forbi kommunen, og så et lys tændt ved nogle skriveborde: Så tog jeg mig selv i at tænke, hvor meget jeg ville hade mig selv, hvis jeg måtte tage sådan et job og undertrykke min autenticitet ved at blive en "kontormus" med egen regnemaskine og adgang til en kopimaskine.

Hvis du ønsker at forstå, hvad det særlige er ved, at have knyttet identitet til noget, vil jeg faktisk anbefale at du køber og læser vores bog. For det er forklaret i bogen. Der er kun een ting som ligger over identitet, og det er "en del af noget større" (spiritualitet, religion, sammenslutning, familie, mening og formål).

Så jeg kan lige så godt med det samme falde til patten og gøre indrømmelsen: 

JEG ER IKKE LEDER! 

Til gengæld er jeg så meget mere (og mindre ... og andet).

Men jeg KAN lede. Og det er straks noget andet. For det som du kan er knyttet til dine kompetencer. Og jeg kan faktisk også lade mig lede, men det virker bedst for mig, når jeg er overbevist om, at min leder er (formel) leder fordi han eller hun er den som har de bedste kompetencer / evner. Skal jeg lade mig lede, bare fordi.... er jeg mere udfordret.

Specielt det med egoet kunne jeg sagtens skrive mere om. For det er så nemt, at blive forført at sit eget ego.

Jeg er der i dag, at jeg er super opmærksom på dette ego, når jeg fristes med et nyt tilbud. Er det mit ego som føler sig smigret? Eller har jeg det sådan, at jeg nærmest føler at jeg kan forlade posten igen, uden at have negative følelser i klemme? Og jeg ER ellers blevet testet, og jeg kan godt svare ja til det sidste spørgsmål. Og sådan vil jeg gerne have det fremadrettet.

Jeg har nok generelt altid været lidt uinteresseret i magt. Dvs. mit ego kunne godt lide at blive smigret over den viden og visdom som jeg besidder, og som andre synes om. Men jeg bryder mig grundlæggende ikke om at få folk til at gøre noget, som de dybest set ikke ønsker.

Og hånden på hjertet:

Er den bedste leder måske i grunden een som ikke ønsker at være en leder, men som påtager sig rollen pga. sin ansvarlighed, og fordi man ved, at man er den bedste til rollen? 

At man dybest set ønsker at være en overgangsfigur, så man kan komme tilbage til sit eget og (forholdsvis) ego-frie liv? Job done - videre!

Det tror jeg faktisk.

Jeg håber derfor ikke, at du - kære læser af PisseGod Ledelse - tænker, at vi forsøger at indtage noget elfensbenstårn eller at gøre os særlige bedrevidende. Så har jeg i hvertfald ikke udtrykt mig klart nok, for mit eget vedkommende.

Men jeg forsøge at dele af de erfaringer og oplevelser med gradvist at blive en mere bevidst leder, en leder som fandt sig selv, og som faktisk fandt ud af, at han slet ikke var leder, men noget andet :-) En slags "grim ælling" måske :-) 

Jeg må indrømme, at lysten til at skrive bogen færdig svandt som min egen proces skred frem. Havde det ikke været fordi vi valgte at rette fokus INDAD ville jeg nok ikke have kunne gennemført projektet. Og det kostede også tid at oversætte værket til Engelsk.

Jeg ved ikke, om jeg evt overrasker nogen med at skrive ovenstående. Men der ligger også nogle gode råd gemt mellem linjerne, som jeg håber at den vakse læser kan fange.