Fra førsterangs til tredjerangs nation

Jeg er født i 1965. Det var en god tid for DK hvor vi oplevede fremgang, kan jeg huske.

Ganske vist forstod jeg ikke så meget endnu, det kom først senere. Jeg kan dog godt huske hvordan jeg blev påvirket af den internationale oliekrise i 1973 og af de nogle gange tilspidsede situation under den kolde krig, hvor jeg en overgang frygtede at der blev brugt atomvåben.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er meget glad for Dennis Nørmark's nye bog "Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan". Det er en bog som jeg synes at alle burde læse.

Tak til Dennis for at bringe et glimrende afsnit som dokumenterer, hvor rigt et land Danmark faktisk engang var.

Jeg beklager at jeg endnu en gang bliver lidt politisk, men jeg kærer mig mere og mere om, hvordan vi opbygger et bedre system.

Inden jeg springer ud i det og fremhæver nogle steder fra bogen, vil jeg dog lige gå i rette med den fortælling som vi går og fortæller hinanden om Danmark:

Det er fortællingen om det lille land mod Nord, det lille smørhul og et helt igennem unikt land. Et trygt land hvor vi kan efterlade spædbørn udenfor i barnevognen. Et land hvor politiet standser trafikken, så ællingerne kan gå over vejen. Og det land der har det bedste skolesystem i verden og den bedste velfærd. Det er landet hvor alle kan få en uddannelse og landet hvor alle er sikret gratis behandling, hvis/når de bliver syge. Det er et land hvor alle er lige og et pragtstykke af et demokrati, og et land bestående af entreprenante iværksættere som overgår mange andre lande i klogskab. Det er også landet hvor vi er stolte af vores Kongehus, og vi sidder trofast bænket foran TV nytårsaften, så vi kan høre Dronningens nytårstale.

Hvilket stort og grandiost illusionsnummer det hele er, men fortæller vi det til hinanden ofte nok, ender det med at vi tror på det. Den følelse som det vækker er stolthed. Det sker ofte, at jeg hører folk citere nogle af ovenstående myter, og det lyder som regel lidt robotagtigt. Og det er som regel fremsat af personer som mest er oplyst gennem det lilla skær fra TV-avisen.

Jeg kan vagt mindes selv at have dyrket denne fortælling, og kan huske stoltheden over at bære Dannebrog, hvis jeg var i udlandet.

Det var dengang, men det er en helt anden historie. En historie som har at gøre med en støt opstigning i bevidsthed og forståelse som blandt andet kommer ud af, at have boet udenfor Danmark og af at have mange relationer rundt i verden. Og det er jo ikke fordi jeg ikke synes vi har noget at være stolte over i DK. Der er flere gode ting, og vi har betydeligt bedre vilkår end så mange andre lande. Men vi er samtidig blevet overordentligt selvfede og ignorante mht. hvordan det egentlig står til i andre lande.

Tilbage til Dennis og hans bog:

Dennis går i rette med ovennævnte fortælling, og specielt med den påståede kausalitet om, at vi er et rigt land fordi vi har et stærkt velfærdssystem. Det må du nok læse bogen for at forstå fuldt ud, men Dennis kalder det altså en myte. Så er det nok mere korrekt at sige, at vi er et rigt land på trods af et velfærdssystem. Men eet er at sige, at et land er rigt, og noget andet at sige er, at folket er rigt. Det sidste er vi ikke – målt på både ufrihed og penge.

Fra 1960 har vi oplevet stigende vækst, men vi bliver overhalet af flere andre lande. Flere andre vestlige økonomier er endnu bedre til at øge deres velstand i den periode, hvor vi investerer i at opbygge det danske velfærdssystem.

Dennis bringer en sammenligning med tal fra Danmark's statistik, OECD, World Bank og flere, hvor det fremgår, at lande som Schweiz og Singapore er betydeligt rigere. Faktisk er Singapore 80% rigere end DK, hvilket nogenlunde svarer til, at en Singaporeaner har 9 månedslønninger mere end danskerne. Der sammenlignes også med Massachusetts (udvalgt pga. sin størrelse der minder om DK), som ligger endnu højere.

At Dennis bruger Singapore som sammenligning elsker jeg. Særligt fordi jeg har boet der i 4 år og mærket det på egen krop. Vi taler om et land uden råstoffer, og som må købe dele af sit drikkevand i udlandet. Nu er det ikke just friheden jeg vil fremhæve (på udvalgte områder er de mere ufri end danskerne), men det økonomiske råderum. Jeg var vellønnet og betalte vel ca. 14% indkomstskat. Aldrig har det været nemmere for mig at spare op. Og vi havde vel og mærke kun min løn, da min bedre halvdel ikke havde arbejdstilladelse, og vi havde 1 barn.

Leveomkostningerne var nu ellers høje. Udgifterne til bolig var vanvittigt, men det er forholdsvis normalt for udlændinge, at det betales af arbejdsgiveren, og for de indfødte, kan de købe statsfinansierede lejligheder. Der var tale om en mindre egenbetaling når man gik til egen læge, men de mere behandlingskrævende indlæggelser krævede dog forsikring.

Dennis fortsætter med at skrive, at vi er 40% fattigere end vi burde være i DK, den omtalte sammenligning taget i betragtning.

I bogen er der en illustration som viser beskatningen i forskellige lande tilbage i 1952-53. Der var tale om Danmark (14%), Norge (19%), Sverige (21%), Finland (21%), Vest Tyskland (15%), Belgien (23%), Holland (28%), UK (27%), Irland (20%), Frankrig (23%), Italien (16%), Østrig (26%), Canada (16%), USA (21%), Australien (20%) og New Zealand (26%). Som du formentlig allerede har regnet ud, kan du se skatteprocenten i parenteserne. Er du overrasket?

Faktisk var Danmark lidt af et skatteparadis helt op til 1950'erne. I 1956 lå Danmark i beskatning ca. der hvor Singapore ligger i dag. Hvis man betragter stigningen i den danske beskatning er det nærmest stukket helt, om end kurven af gode grunde er fladet ud, for vi er simpelthen for længst presset citronen i bund.

Kunne Danmark have været et Singapore, hvis vi ikke var blevet derangeret og havde lavet et bureaukratisk system med de vide løfter som velfærdsstaten har fremsat? Det er der noget der tyder på.

Og nu er det ikke fordi at det hele skal handle om beskatning. Betragtningen i bogen er da også, at det handler om at staten kræver noget til gengæld for sine ydelser. Bl.a. at du lader dig umyndiggøre, og det i en grad, hvor du nærmest ikke har retten over din egen krop længere (der er flere gode eksempler i bogen).

Man skal nok også læse Dennis' bog for rigtigt at forstå det hele, men inden vores fede velfærdssystem var vores virkelighed, at folk tog mere ansvar for hinanden, og at dem med midlerne også tog ansvar for de fattige. Dog med klare forventninger om hjælp til selvhjælp. Det er der gode eksempler på, og endda helt tilbage til omkring år 1880, hvor de mere velbjergede støttede de mindre bemidlede. Det kunne lade sig gøre fordi indkomstskatten var på 2%. Det synes jeg rigtigt godt om.

Vi har efter min mening at gøre med et land, der som Dennis også siger, er blevet særdeles ufrit. Et land som insisterer på at ville tage ansvaret fra folk, hvor det egentlig også burde ligge. Det er system som indebærer et grundsyn på mennesket som et svagt individ, der ingenting kan, og som der ingen forventninger er til. Et individ som skal ledes og kontrolleres.

Det er derfor at jeg rejser børster, for jeg elsker selv at tage ansvar.

Jeg interesserer mig mere og mere for, hvordan vi rettet op på det hele og hvilke principper som vi bør bygge det hele op efter.

Ja, jeg antager at vi skal starte fra bunden. Jeg har svært ved at forestille mig en inkrementel forbedring og en så drastisk reduktion af velfærdssystemet og den offentlige sektor, som jeg tror er nødvendigt. Måske er den eneste redning, at det hele ramler og crasher. At vi går bankerot og efterfølgende laver en helt ny forfatning og helt nye systemer. Men det må kun ske, hvis vi hæver vores samlede bevidsthed. Elles gentager vi bare historien.

Jeg håber aldrig, at min værste frygt om at WWIII kan udløse en altødelæggende atomkrig, bliver en realitet. Men det ligner mere og mere noget, som godt kunne komme til at ske.

Hinduerne taler om Kali Yuga (stridens tidsalder) som er den sidste ud af i alt 4 tidsaldre som vi pt. befinder os i. De taler om at verden, som vi kender den, skal gå til grunde, men at vi starter forfra med Satya Yuga som er den gyldne tidsalder.

Jeg håber, at jeg har en rolle at spille i genopbygningen – enten ifa. dette liv eller mit næste.