Det stoiske syn på sanselig fornøjelse

Jeg er på en længere rejse hvad angår det at stræbe efter at blive mere stoisk.

I mit indlæg "https://mindyourownbusiness.cms.webnode.dk/l/vad-morgen/" skrev jeg om, hvordan vi - i nutidens samfund - i stadig højere grad nægtes sanselig fornøjelse, mens værdisættet er, at vi skal arbejde hårdt.

Men det er selektive sanselige fornøjelser som man er ude efter, mens man tillader andre (alkohol og tobak for eksempel). Andre "fornøjelser" er måske ligefrem ønskværdige set med samfundets briller, fx. forbrug?

Og der er endvidere et hav af andre muligheder- nævnt i flæng: Underholdning, sex, sport (ud over det der kræves for at være sund) og spil/gambling.

Det er gået mig lidt på, at David R. Hawkins (forfatter til bogen Power vs. Force) synes at definere stoicismen som en fornægter af sanselige fornøjelser. Eller også er det fordi jeg misforstår ham.

Når det kommer til sanselig fornøjelse, har stoicismen en lidt anderledes tilgang end nogle andre filosofiske skoler. Stoikere ser sanselig fornøjelse som noget, der er flygtigt og forgængeligt. De mener, at at søge efter og stræbe efter sanselig fornøjelse kan føre til afhængighed, lidelse og ubalance i ens liv.

Ifølge stoicismen er den ultimative kilde til lykke og tilfredshed at udvikle dyder og leve i overensstemmelse med ens fornuft. Stoikerne understreger vigtigheden af at udøve selvbeherskelse og afholde sig fra at lade sig styre af sanselig fornøjelse. De mener, at vi bør være i stand til at nyde fornøjelser, når de kommer vores vej, men ikke være afhængige af eller stræbe efter dem.

Det betyder ikke, at stoikere helt afviser glæde og nydelse. De mener bare, at det ikke bør være vores primære mål eller fokus i livet. Stoicismen opfordrer os til at udvikle et sind, der er upåvirket af sanselige fornøjelser og i stedet søger dybere lykke og tilfredshed gennem at opbygge karakter og leve i overensstemmelse med vores moralske og intellektuelle principper.

Bom! Og den version kan jeg godt lide. Rigtigt meget endda! Det ræsonnerer hos mig, helt inde i min sjæl.

Jeg har taget nogle ret bevidste valg i mit liv.

Det hænder, at folk som jeg kender godt, beder mig om en tjeneste. Jeg er generelt ret velvillig, og yder gerne lidt assistance, hvor det er mig muligt. Det betyder endda sommetimer, at jeg også ofrer mig selv og fx giver afkald på visse sanselige fornøjelser, hvis det er nødvendigt.

Der er folk, som er tæt på mig, som - på mine vegne - holder regnskab med, om det balancerer med, hvad jeg får igen. Det er selvfølgelig positivt i den forstand, at de kun vil mig det godt. Jeg kan dog forsikre om, at jeg godt kan passe på mig selv, og at jeg selvfølgelig ikke vil gå med til grov udnyttelse.

Men jeg må altid forklare, at jeg har taget det bevidste valg, at jeg IKKE ønsker at føre et sådant regnskab. Jeg ønsker ikke at tænke i retning af, at nu har jeg hjulpet x - y antal gange, men har kun fået z antal ydelser tilbage, og må derfor takke nej denne gang.

Hvis der overhovedet findes nogen som fører et sådant regnskab, må det være en gud over mig, og jeg tænker at det overordnet set indgår i den store karmabetragtning. Selvom jeg (mit ego, tænker jeg) engang imellem kunne fristes af tanken til at gå med på regnskabstankegangen, fejer jeg den øjeblikkeligt af bordet. Jeg skal slet ikke ad den vej, og det er jeg meget bevidst om.

Jeg vil dermed overlade evt. dårlig samvittighed til andre eller manglen på samme forsåvidt. Det handler om, at "ønske at feje foran min egen dør", og at jeg ikke mener, at det gør hverken fra eller til hvad angår mine bestræbelser på at leve et liv med karakter og integritet.

Nå, der skal slåes græs og ordnes lidt køkkenhave, så jeg må videre...