De forbandede år og nu

December 2021 skrev jeg et indlæg på Facebook om den gode Danske film De forbandede år. Jeg vil ikke gentage mig selv her, men vil nøjes med at henvise til indlægget, for den symbolik og de lighedspunkter som jeg så, når jeg så filmen og tænkte på hvad der foregår i disse år. Du finder indlægget her: https://www.facebook.com/photo/?fbid=10161534902363065&set=a.437970278064 

Jeg har lige set De forbandede år 2, og synes det er endnu et mesterværk. Bodil Jørgensen gør et fantastisk job med at spille direktørhustru.

Som jeg har forstået filmen fokuserer den på vendepunktet som blev Folkeoprøret i 1943 og frem til befrielsen. Stemningen var begyndt at vende, og der opstod en større skepsis hvad angik den tysk venlige samarbejdspolitik. 

Jeg sidder tilbage med 3 store "opdagelser", efter at have set filmen:

1) Alle bliver tvunget til at tage stilling, for eller imod besættelsesmagten

2) Der er tale om en så stor påvirkning, at der drives kiler ned gennem mange familier, som måske vælger forskellige sider.

3) Danmark's Frihedsråd blev en magtfaktor

4) Konsekvensen af at danne ny identitet omkring sine valg.

5) Hvordan folk reagerer, når de indser, at de har valgt en forkert side

1)
Man sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at alle blev tvunget til at tage stilling. Her var ikke plads til at være "lunken". Der var selvfølgelig dem som valgte besættelsesmagten, og så var der de andre. Det blev bedst eksemplificeret ved, at den ene ret så passive musiker søn, også måtte vælge side, og i øvrigt betale for det med sit liv (han blev skudt af tyskerne).

Direktør Skov bliver virkelig testet. For overhovedet at overleve med sin virksomhed vælger han at samarbejde med tyskerne og producere for dem. Men også han må forholde sig til sit eftermæle fra omkring vendepunktet i 1943 og det fylder mere og mere i hans liv og påvirker ham personligt.

2)

Den store familie på 5 plus direktør Skov, hans hustru og deres tjenestefolk bliver i den grad testet som individer under hele besættelsen, og de fordeler sig til alle sider. Nogle af dem vælger besættelsesmagten, andre modstanden og andre passiviteten, men som jeg har skrevet, tvinges alle til at tage stilling. Det resulterer i konflikter i familien, som splittes.

Filmen gør, at man ser med en vis medfølelse på de fleste karakterer i filmen. Ungdommen ønsker at leve deres liv, og finder nye holdepunkter. De etablerede forsøger at flyde ovenpå. 

3)

Man oplever, hvordan Frihedsrådet bliver en magtfaktor, og begynder at samle de forskellige modstandsgrupper. Dvs. det er ikke den rene idyl, men lidt organisering blev det dog til.

4)

Gennem nogle af karaktererne oplever man, hvordan deres valg får konsekvenser. Fx er der sønnen Michael som går i tysk militærtjeneste. Han vender hjem til DK som invalid. Man oplever ham dog som en mand der har en vis anstændighed, men slutningen på besættelsen bevirker, at han tager sit eget liv. Også andre af sønnerne mister livet. Aksel, som omvendte sig til kommunismen og til modstanden oplever jeg som een der har ofret så meget af sig selv til modstandskampen, at den nærmest opsluger ham helt tilsidst. Han har svært ved at acceptere, at krigen er slut.

5)

Folk begynder at forholde sig til deres eftermæle, da vinden skifter om i 1943. Direktør Skov gør det bl.a. ved at donere penge til Frihedsrådet, men går også delvist personligt ind i det, da de hjælper venner til Sverige. Men man ser også dem, som forsøger at lade som ingenting, og som forsøger at "dukke sig". Opgøret efter besættelsen var ikke kønt. Stikkere og værnemagere blev der taget hånd om, men man kan sikkert diskutere, om det også ramte uskyldige. Filmen eksemplificerer det også ved at vise, at direktørfamiliens kammertjener bliver anklaget og hængt, og hvor man i virkeligheden kunne diskutere, om han havde en involvering med besættelsemagten. 

Jeg har siden dengang jeg skrev den første artikel i 2021 tænkt på, om vi kommer til at opleve det samme i den nuværende krise. Der er dog noget der tyder på, at det ikke kan sammenlignes helt 1-til-1:

For det første tror jeg, at der er mange der ikke rigtig ser krisetegnene, korruptionen og det vanvittige i verden. Det forsvandt som Covid gled ud for at blive erstattet af en ny form for normal. Det er som om, at disse mennesker ikke rigtig interesserer sig for, eller i det hele taget opdager, de mange små forringelser der hele tiden sker (den ene mere vanvittig end den anden).  For nogle's vedkommende kan det selvfølgelig skyldes ren  uvidenhed. Og det kan godt være at jeg er hård her, men for andres vedkommende, nemlig dem som godt ved den er gal, men som alligevel ikke gør det, der er rigtigt, har jeg en tendens til at se dem som dårlige, bange og små mennesker.

Der er mange der vågner op til dåd, når tingene virkelig spidser til. Og måske er dette årsagen til, at man har sænket trykket en smule. Spørgsmålet er, hvad der vil ske, hvis der som bl.a. Bill Gates og WHO drømmer om, opstår en ny "pandemi". Der er politikere der allerede nu taler om endnu strammere lockdowns. Medicinalindustrien drømmer åbenbart stadig om at sælge flere vacciner.

Men uanset tempoet i det hele, ser jeg en negativ trend, der kun går fremad. Jeg tror dybt på, at flere mennesker vil nå til et punkt i deres bevidsthedsrejse, hvor de opdager illusionen. Og for dem der ikke gør, er det bare ærgerligt.  

Som i filmen, og som spået i Johannesåbenbaringen i biblen, tror jeg på, at vi bliver kraftigt opfordret til IKKE  at være lunkne, men at til at vi skal vælge side. Og jeg tror på, at vi vil se alle mulige reaktioner og efterrationaliseringer, når det tilsidst vender til noget mere positivt, og det tror jeg dybt på, vil ske. Alles karakter vil blive ultimativt testet, og der er kun 2 udfald.

Jeg er også fokuseret på, hvordan jeg oplever at flere synes at danne identitet omkring det der foregår. Og hvordan undgår man i det hele taget, at det sker? Er det overhovedet muligt?

Jeg har svært ved at svare på spørgsmålet. Jeg forsøger at være meget opmærksom på det selv. Noget af det tror jeg handler om, at egoet fodres, og det forsøger jeg at undgå. Det kan fx ske ved, at man får en fremtrædende rolle og higer efter at blive anerkendt. Men omvendt må jeg jo også erkende, at det der foregår, jo præger mit liv og mine valg. Jeg forsøger dog hele tiden, at holde tingene ud i en strakt arm. Når det bliver for skingert derude, trækker jeg mig. Det har jeg svært ved at være i. Men omvendt tilstræber jeg også at være "varm" fremfor lunken, og at yde mine personlige bidrag.