Da Palle blev alene i verden

Det er søndag morgen, og jeg sidder i min stol og nyder en kop kaffe. Det er en skøn tid, hvor fuglene synger udenfor i haven.  Og det minder mig om, at det er tid til at synge min egen sang:

Husker du historien om Palle der blev alene i verden? Det var een af de bøger jeg godt kunne lide som barn.

Nu hedder jeg godt nok ikke Palle, men en bestemt oplevelse i Føtex i går eftermiddags, cementerede det hele for mig:

Jeg stod i kø sammen med min datter foran den eneste kasse som var betjent af en medarbejder. Resten af kunderne flokkedes om selvbetjeningskasserne. Jeg havde en flaskebon eller rettere to med, og det var nok til, at jeg ikke gad at lægge arm med maskinen. Vi har som regel mange flasker med, da vi samler op, indtil vi har en fyldt (stor) affaldspose.

Men jeg blev alligevel blidt blød i knæene da jeg så hvor mange varer kunden foran mig havde i vognen. Så jeg tog en rask (omend forkert - viste det sig) beslutning om at skifte, og vi kom til en ledig selvbetjeningskasse med det samme.

Varerne blev hurtigt scannet. Nu var min umiddelbare tanke, at eftersom flaskebonerne også havde en stregkode, skulle de vel også scannes. Det blev maskinen sur over, faktisk så sur, at der måtte en medarbejder til for at bringe den tilbage i en form for normaltilstand. Hun kunne så fortælle mig, at jeg skulle vente til jeg var kommet videre til betalingsspørgsmålet, før jeg scannede bonerne.

Nå OK. Måske ikke den bedste brugerflade jeg har set, men OK og videre. 

Første bon blev scannet. Men jeg var ikke i mål endnu ... bonen skulle også stikkes ind i sprækken og indlæses i maskinen (måske handler det om, at de vil undgå at man kan bruge den samme bon flere gange, men det kan vel klare med en slags ID på strimlen). Havde lidt besvær med at regne det "mekaniske" ud hvad angår sprækken, men ind kom den da til sidst.

Så var det igang med flaskebon nr. 2. Den gik ikke Granberg eller noget i den den dur, for det ville maskinen slet ikke være med til. En medarbejder kunne så fortælle mig, at der var så stort et beløb på flaskebonen, at den ikke kunne betale mig beløbet tilbage!?!? Hvorfor egentlig ikke, tænker jeg? Medarbejderne kan godt finde ud af, at tilbageføre penge til et kort. Men hun mumlede noget med, at det var fordi maskinen ikke kunne betale kontanter tilbage, og det er åbenbart nok til at andre (ud)betalingsmidler så også skal stoppes.

Jeg skulle have valgt at betale med kontanter, så havde det nok være rigtig sjovt. Jeg gør det i øvrigt også ofte, men er ikke konsekvent nok. For jeg mener vi skal bevare vores kontanter. 

En ny medarbejder blev tilkaldt, og det endte med at den første medarbejder kom tilbage og bad os om at stille os op i køen i kiosken. Her måtte vi så vente pænt i 10 minutter inden "forretningen" kunne ordnes.

Set med min datters øjne var det sikkert ganske pinligt, for jeg kunne ikke lade være med at ytre mig om, at jeg "ønskede mennesket tilbage". Men dels var det ikke brok, men sagt med et glimt i øjet. Og vi fik da også gang i en lille snak med kioskmedarbejderen. Og så er der jo også noget værdi i, at jeg har givet mine værdier videre til næste generation.

Men jeg mener det - seriøst!

Der er sikkert flere der vil sige og synes, at de nye "menneske-frie" systemer er nemme og hurtige. Ja, når de virker! Når der opstår undtagelser, går det hen og bliver problematisk, og så må et menneske tage over. Tag nu blot en tur i den lokale Netto og se, hvor ofte medarbejderne må over og trykke en kode ind på selvbetalingskasserne. For eksempel når der skal købes alkohol, som jo bekendt kræver, at du er over 18. 

De er så begyndt at rumstere med planer om at kasserne skal forsynes med kameraer, og akkurat her sætter jeg hælene i. Situationen i Kina er - for mig - rædselsvækkende. Der er kameraer overalt, og adgangen til varerne går gennem det Wechat baserede betalingssystem og kameraer indgår også. Her til morgen har jeg lige set et Tweet fra en kineser, hvor de viser en optagelse af, hvad der sker når man ringer op til en borger, som er under en vis Social Credit Score (= "dårlig" borger): Så bliver man advaret med en bestemt tone og får en indtalt advarsel, så man kan nå at fortryde. Sådan isolerer man et menneske! George Orwell kunne ikke have gjort det bedre, men bedøm selv, for her har du indlægget: 

https://twitter.com/songpinganq/status/1657619750950940672?s=20 

Og kald mig bare gammeldags eller ej. Men jeg synes det er rart at møde et rigtigt menneske, og de synes sikkert det er rart at have et job (Måske !?!? Det håber jeg da for dem).

Jeg er jo fra en årgang hvor jeg husker tingene som helt anderledes: Flaskedrenge i supermarkedet, bemandede servicestationer (jeg fortalte min datter om, hvordan de i USA altid tilbød at checke oliestanden når man var inde og tanke benzin) og større tilgængelighed blandt kommunens medarbejdere (nu gemmer de sig mest bag "e-boks").

Bevares, det er da smart at man kan købe en flaske gas i en automat og hente sin pakke i en pakkeboks. Men engang kunne man få sit brev, også om lørdagen, og tilmed leveret til sin postkasse, som man endda kunne have lige ved siden af hoveddøren. Man kunne tilmed være heldig at få en snak med postbudet. 

Renovationsfolkene kunne bestikkes med et par bajere, hvis man havde lidt ekstra affald, og man kunne stadig få et rigtigt menukort på en restaurant fremfor en QR kode og en opfordring til at bruge mobilen (det er åbenbart den seneste trend). 

Tænk også over, hvordan rengøringsmedarbejdere i mange virksomheder helst skal være usynlige. Det klarer man elegant ved, at lade dem arbejde TIDLIGT, og man skal - nogle steder - være heldig, for at kunne møde dem.

Fremskridt eller tilbageskridt? Tjah... Husk at vi er sociale væsener.