Alting følger en cyklus

Sidder og nyder en rigtig god hjemmebrygget Stout mens jeg tænker på den bog, som jeg er i gang med at læse - meget langsomt - Kybalion. Bogen handler om den hermetiske lære.

Visse bøger læser jeg meget langsomt og omhyggeligt. Jeg kan godt finde på at lade en bog ligge i nogle dage, mens jeg går og tænker over det jeg læser. Sådan har jeg det også med Kybalion. Det er tung læsning, og det kræver mere af mig. Jeg ønsker ikke at forcere processen.

Hvor om alting er, så er jeg nået til princippet "rythm" (rytme), som handler om, at alting følger en cyklus ligesom et pendul. Når jeg skriver "alt" så er der stor enighed om i videnskaben, at det omfatter vores fysiske univers. Men hermetikerne ved, at det også omfatter menneskets indre verden.

Alting er en rejse mellem 2 ekstreme mod (yder) punkter, dvs det er ikke givet, at vi SKAL ud i yderpunkterne, men der vil altid være tale om en bevægelse, først til den ene side, og dernæst til den anden.

Eksempler fra vores univers er tidevandet, årstiderne, klimaet, samfundets udviklingstrin og selve menneskets livscyklus.

Eftersom jeg har gennemgået (og stadig er i) min egen personlige "dark night of the soul" proces, eller metamorfose om du vil (se min beskrivelse om "dark night of the soul") finder jeg stor trøst i dette princip. For jeg har - i den grad - oplevet stor indre smerte og sorg. Ifl. princippet vil jeg IKKE blive hængende i en form for limbo, altså blive "fastholdt" i denne lidelse og disse pinsler i evigheder, men det vil blive efterfulgt af en lige så stor periode af glæde og lykke.

Nu er det bare det ved min "dark night of the soul", at jeg har så uendelig svært ved at præcisere, hvor jeg er i min proces. Jeg har dog en oplevelse af, at mit liv har fået en ny retning, så indtil det er modbevist, vil jeg påstå, at pendulet i hvertfald er på vej mod den gode side (og at jeg ikke er helt ude ved yderpunktet endnu).

Jeg kommer uundgåeligt til at tænke på iværksætteren Jacob Risgaard. Jeg studerede ham på et tidspunkt for at lære mere om, hvordan manden tænkte. Han gennemgik også en periode med stor lidelse ifa. en konkurs i sin virksomhed, som gjorde at han mistede det meste af sit indbo, ja selv sin jaco papegøje, som systemet åbenbart mente, at de var i sin gode ret til at konfiskere, da den kunne sælges. Han sagde nemlig til sig selv, at "alting er forbigående", og det lyder jo næsten som om, at Jacob forstår "principle of rythm". Og som vi jo godt ved, kom han faktisk ud på den anden side, i en rigtig god tilstand endda.

Hermetikerne mener, at udsvinget i retning af lidelse kommer FØR udsvinget i retning af lykke. Det er ikke omvendt, som at en periode med stor omgang, nødvendigvis skal kompenseres ifa en tilsvarende dårlig periode. Men det vil altid være en pendul/bølge-lignende bevægelse fra den ene side til den anden.

Kybalion omtaler også "principle of compensation", som jeg forstår som en uddybning af "principle of rythm": Alt behøver sin modvægt, og en bevægelse til venstre skal kompenseres med en bevægelse mod højre.

Jeg spidsede i den grad ører, da jeg læste om uddybningen "principle of neutralization": Angiveligt kan man - i den indre / mentale verden - opøve evnen til at lade sig stige i bevidsthed, for at kompensere for en uundgåelig bevægelse, som vækker noget negativt i det ubevidste sind. Den kan jeg godt mærke, at jeg lige skal smage lidt på. 

Men jeg tror det giver mening for mig: For jeg rammes af og til af negative følelser, hvor jeg imidlertid er blevet bedre til at anerkende disse fremfor at afvise dem, men at "hæve mig selv" til den positive modpol. Nemt er det dog ikke. Og det kunne godt blive en overgang til et skriv om det at "transmute" (dansk: Omdanne eller transmutere) følelser, som jeg også har læst en del om i bogen "Power vs. Force". 

Det handler om at identicere følelsen om at finde dens modpoler, for en "transmution" skal - som jeg forstår det - finde sted indenfor den samme type.

Eksempel: Lad os sige, at jeg rammes af en følelse af overlegenhed eller hovmod. Dets modpol vil være ydmyghed. Jeg kan så vælge, at ændre min indstilling i retning af mere ydmyghed. Modpolerne er altså overlegenhed/hovmod og ydmyghed. Jeg forstår det så sådan, at jeg ikke kan veksle mit hovmod til fx venlighed. For hovmod og venlighed er ikke i familie med hinanden.

Jeg synes, at det med at "transmute"lyder vildt interessant, og det er noget jeg gerne vil dyrke noget mere. Og det starter jo med, at man kan identicere den følelse man er ramt af, hvilket jeg i forvejen er ved at blive helt god til.

Jeg ved ikke om det er en god ting, men jeg er jo i grund og i bund en sindrig jyde. Jeg har gennem mit lange liv oplevet mennesker med store følelsesmæssige udsving, og for dem kan jeg godt opleves som mere "moderat". Jeg ved dog ikke om det er en helt fair betragtning, for jeg oplever at jeg både evner at opleve og gennemleve stor glæde såvel som stor smerte. Jeg holder det nok bare inde i mig, tænker jeg, og føler ikke et kæmpe behov, for at dele det med min omverden.

Og når jeg tænker nærmere over det, har jeg så længe jeg kan huske haft en vis forståelse af, at alt handler om rytme. Jeg er godt klar over, at der følger en knapt så god periode efter en periode med stor fremgang, men også omvendt: 

At alting vil gå over, finder jeg en stor trøst i. Det gør mig på ingen måde passiv, for jeg forstår og ved, at der stadig skal handles. For ellers tænker jeg, at hastigheden - med hvilket forandringen sker - kan påvirkes.

Det kan så godt være, at man vil møde mig med et modargument om, at "man jo kan gå ned på det", og det er jo rigtigt nok. Men dør man, er det jo på en måde også ovre, eller i hvertfald en overgang til det næste niveau.

Og tænk lige: Jeg startede med en helt fyldt flaske af god stout, men nu er flasken minsandten tom.